Lettere at være søfarende med nye regler for sundhedsbeviser
Er du søfarende på et dansk skib, skal dit sundhedsbevis ikke længere være dansk. Det skal i stedet følge de internationale regler, og det vil gøre livet nemmere.
- Ændringen fjerner en administrativ byrde og gør det dermed nemmere at være søfarende på danske skibe, siger Rasmus Høy Thomsen, kontorchef i Søfartsstyrelsen, i en pressemeddelelse.
Kravet om et dansk sundhedsbevis for at gøre tjeneste på danske skibe bliver fjernet 1. september 2019. Det sker i forbindelse med, at Søfartsstyrelsen ændrer ordningen om lægeundersøgelser af søfarende og fiskere.
Fremover kan de søfarende bruge sundhedsbeviser udstedt af en godkendt søfartslæge fra deres hjemland.
Det betyder specifikt, at:
- Der ikke længere er krav om, at søfarende gennemgår en dansk lægeundersøgelse eller besidder et dansk sundhedsbevis.
- De søfarende skal være i besiddelse af et gyldigt sundhedsbevis udstedt på baggrund af en lægeundersøgelse foretaget i et land, der har implementeret STCW og MLC.
- Der ikke længere er krav om, at skibsfører eller rederiet tilsender helbredsoplysninger for de søfarende til Søfartsstyrelsen efter lægebesøg i udlandet.
- Den søfarende forsat skal kunne fremvise gyldigt sundhedsbevis på et hvert tidspunkt i forbindelse med sin tjeneste. Det påhviler skibsføreren og rederiet at sikre sig, at et sundhedsbevis lever op til kravene.
Læs også: Et af verdens første digitale skibsregistre godt på vej