23948sdkhjf

Verdens første eldrevne slæbebåd skal bygges hos Damen

VIDEO: Med samme krav som til en dieseldrevet slæbebåd endte prisen på det dobbelte

Fuld eldrift er nu på vej til slæbebådssegmentet, efter at havnen i Auckland, New Zealand, har kontraheret verdens – ifølge havnen – første fuldt eldrevne slæbebåd i fuld størrelse. 

Slæbebåden skal bygges af Damen, og med et pæletræk på 70 ton bliver den lige så stærk som havnens stærkeste dieseldrevne slæbebåd. 

Med afsæt i en målsætning om at blive CO2-neutral i 2040 begyndte Auckland Havn allerede i 2016 at kigge sig omkring efter en batteridrevet slæbebåd. Der var slæbebåde med hybrid-systemer på markedet, men ikke nogen fuldt batteridrevet, oplyser havnen i en pressemeddelelse

Koster det dobbelte

Efter megen snak frem og tilbage lykkedes det dog en stædig driftschef i havnen at få Damen med på legen. Resultatet er en båd, som indberegnet omkostninger til ladeforanstaltninger løber op i det dobbelte af, hvad en tilsvarende dieseldrevet slæbebåd ville have kostet. 

Tony Gibson, CEO i Auckland Havn, peger da også på den høje købspris som en af de store sten på vejen i projektet. 

- Det er en vigtig overvejelse for en virksomhed, der skal lave overskud. Men vi er villige til at tage den omkostning, for vores forpligtelse til at nedbringe udslip skal være mere end bare ord, siger han i pressemeddelelsen. 

El-slæberen koster dog kun en tredjedel at drive, så i løbet af en 25-årig levetid forventer havnen at spare 12 mio. New Zealandske dollar, svarende til lige over 50 mio. danske kroner. 

Fire slæb på en opladning

Det var i øvrigt et krav, at den eldrevne slæbebåd skulle være i stand til at operere på lige fod med en tilsvarende dieselbåd. Med en batterikapacitet på 2800 kWh kan den klare tre-fire slæb af en times varighed på en fuld opladning. Derefter tager en hurtigladning omtrent to timer. 

Den eldrevne slæbebåd er baseret på Damens RSD Tug 2513-design. Den har en længde på 24,73 meter og en dybgang på seks meter. Den er forsynet med to azimuth-thrustere, hvor propellerne har en diameter på tre meter. 

Til at sikre redundans er den forsynet med to generatorer på hver 1000 kWh, der kan sikre et pæletræk på 40 ton. De er dog kun tiltænkt nødstilfælde, og havnen forventer højst at gøre brug af reservegeneratorerne en gang eller to om året. 

Læs også: Dronebaseret fjernlodsning skal være ny dansk eksportsucces

En video med information om båden og projktet kan ses her:

Artiklen er en del af temaet SØFART TEMA: Røgrensning og alternativ bunker.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11