23948sdkhjf

Politisk flertal vil afskaffe tobakskuponer på færger

Ordførere mener, at tobakskuponer på færgeruter opfordrer til rygning. Derfor bør de afskaffes.
Et politisk flertal på Christiansborg mener, at de tobakskuponer, som blandt andet bliver udleveret på færgeruter mellem Danmark og Sverige, bør afskaffes. Det skriver DR.

Flertallet består ifølge DR af Venstre, De Radikale, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten og Alternativet.

Det er uvist, hvad Socialdemokratiets holdning til tobakskuponer er. Flemming Møller Mortensen (S), partiets sundhedsordfører, henviser Ritzau til sundhedsministeren, som ikke er til at træffe.

Tobakskuponer, som giver mulighed for at købe en pakke toldfrie cigaretter, bliver automatisk udleveret til alle passagerer, og partierne mener, at rederierne med ordningen opfordrer til rygning.

- Vi kæmper på alle mulige fronter for at sørge for, at børn ikke begynder at ryge. Børn må ikke købe cigaretter, og derfor giver det heller ikke mening, at man vifter dem om næsen med en tobakskupon, siger sundhedsordføreren i SF, Kirsten Normann Andersen, til DR.

Kræver svar fra minister

Venstres sundhedsordfører vil tage sagen op med sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

- Ministeren må på banen og give klare svar på, hvordan regeringen vil sikre, at børn og unge ikke opfordres til at købe tobak, siger Jane Heitmann (V) til DR.

Tobakskuponer anvendes desuden af rederiet Forsea på ruten Helsingør-Helsingborg og på Scandlines' ruter til Tyskland.

Kommunikationschefen hos cigaretmærket Phillip Morris, Charlie Stjerneklar, kan godt forstå, at der er kritik af ordningen.

- Hvis der eksisterer nogle løsninger, som fungerer for rederierne, så man ikke skubber cigaretter ud i ansigtet på folk, så synes jeg, man skal kigge på det, siger han.

På færgeruter mellem Danmark og Norge er der også mulighed for at købe toldfri cigaretter, men her dokumenterer rederierne salget på baggrund af passagerernes billetter, så de ikke får en tobakskupon i hånden.

- Spørgsmålet er, om man skal lave lovgivning, eller om rederierne kan løse det på den anden måde. Ud fra det norske eksempel ser det ud til, at det godt kan lykkes på en bedre måde, siger Charlie Stjerneklar.

Hos Scandlines, der driver overfarterne fra Lolland og Falster til Tyskland, afventer man politikernes beslutninger om kuponerne.

- Det er en ordning, som sikrer, at vi ikke sælger mere end det, der må sælges.

- Jeg synes ikke, vi opfordrer til at købe cigaretter, men vi retter os efter, hvad myndighederne måtte udstikke af foranstaltninger, siger kommunikationschef Anette Ustrup Svendsen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.116