23948sdkhjf

MSC-besætning anholdt i USA med enorm kokain-last

Kokain til en værdi af 6,5 mia. kroner var på vej til Europa på 'MSC Gayane', skriver NBC

Politiet i Philadelphia på den amerikanske østkyst har beslaglagt 15,5 ton kokain til en værdi af over en milliard dollar (knap 6,7 mia. kroner).

Det er en af de største beslaglæggelser af narko i USA's historie, skriver avisen Philadelphia Inquirer.

Kokainen blev fundet i syv containere ombord på et skib, som skulle sejle til Frankrig og Holland. Ifølge NBC 10 er der tale om det 9.962 TEU store containerskib 'MSC Gayane'. Flere besætningsmedlemmer er anholdt, og mindst to er sigtet for narkosmugling. 

Har tilstået

NBC skriver med henvisning til de føderale anklageskrift, at skibets andenstyrmand Ivan Durasevic har tilstået at have hjulpet med at få kokainen ombord, hvilket angiveligt er sket på åbent hav. 

Før skibet anløb havnen i Philadelphia mandag, havde det lagt til i Bahamas, Panama, Peru og Colombia.

- Efter afgang fra Peru på den aktuelle rejse fik andenstyrmanden en opringning fra overstyrmanden om at komme ned på dækket, hvor han så flere net i kranen på skibets bagbord side. Durasevic og omtrent fire andre individer, hvoraf nogle var iført skimasker, assisterede med at skubbe nettene mod lastrum syv eller otte, fremgår det ifølge NBC 10 af anklageskriftet. 

Andenstyrmanden skulle have oplyst, at han blev betalt 50.000 dollar for at medvirke. Mindst to gange imens skibet befandt sig imellem Chile og Panama skulle 'MSC Gayane' have fået følgeskab af "adskillige" mindre både, der overdrog laster af kokain til containerskibets besætning.

Blandt største fangster

- Dette er en af de største beslaglæggelser i USA's historie, skriver den føderale anklager William McSwain på Twitter.

- Denne mængde af kokain kunne dræbe millioner - MILLIONER - af mennesker, konstaterer han.

Skibet lå til kaj ved en havneterminal på Delaware-floden, da det blev stormet tidligere tirsdag.

Philadelphia Inquirer skriver, at der har været flere større beslaglæggelser af kokain i det nordøstlige USA. Men ikke nær i det omfang, som blev beslaglagt tirsdag.

I februar fik politiet i New York sin største fangst i et kvart århundrede, da det lykkedes at lægge hånd på kokain til en værdi af 77 mio. dollar.

MSC "er opmærksom"

Politiet var tirsdag aften dansk tid fortsat i gang med at ransage skibet med de syv containere.

MSC oplyser i en meddelelse, at rederiet "er opmærksom på et tilfælde" i Philadelphia-havnen, hvor de amerikanske myndigheder har tilbageholdt ulovlig last. 

- MSC tager denne sag meget alvorligt og er taknemmelig for, at myndighederne identificerer et hvilket som helst misbrug af dets tjenester. Desværre er shipping- og logistikselskaber fra tid til anden påvirket af problemer med narkosmugling, fremgår det. 

Tirsdagens beslaglæggelse rangerer som en af de største i USA nogensinde. I 1989 blev der i Californien gjort en fangst på 21 ton kokain, og samme år konfiskerede politiet 14 ton kokain i Texas.

Læs også: Over 1 ton kokain beslaglagt på Mærsk-skib

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094