23948sdkhjf

Græsk krydstogtrederi får "historisk" stor svovlbøde i Norge

Det kommer til at koste det græske krydstogtrederi Global Cruise Lines en bøde på 700.000 norske kroner, at krydstogtskibet 'Magellan' har overtrådt svovlgrænserne i de norske verdensarvsfjorde. 

Det oplyser Sjøfartsdirektoratet i en pressemeddelelse.

Norge indførte særligt skærpede krav i en række fjorde den 1. marts i år. Den 16. april modtog Sjøfartsdirektoratet en anmeldelse af mistænkelig røgudledning fra det 1893-byggede krydstogtskib, da det lå ved kaj i byen Flåm i Sognefjorden. 

Meldingen blev fulgt op med en inspektion ombord, da skibet dagen efter ankom til Geiranger. Her blev svovlindholdet i skibets brændstof målt til 0,17 pct, hvor grænsen i verdensarvsfjordene er 0,10 pct. 

Forinden besøget i Flåm havde 'Megallan' været forbi Eidfjord, efter at det sejlede fra Tilbury i England den 13. april. 

- Vores dokumentation viser, at skibet gik ind i to verdensarvsfjorde med svovlværdier, som ligger langt over det tilladte niveau, siger Bjørn Pedersen, afdelingsdirektør for regelværk og internationalt arbejde i Sjøfartsdirektoratet, i meddelelsen. 

Direktoratet betegner bøden som værende på et "historisk højt niveau". Det tæller som skærpende omstændigheder, at skibet har tilbagelagt en "betydelig distance" inden for lavsvovlsområdet, og at der er tale om en overtrædelse af de nye regler i verdensarvfjordene. 

Læs også: Norge optrapper indsats mod svovlsyndere

Artiklen er en del af temaet IMO 2020-svovlregler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094