23948sdkhjf

USA beskylder Kina for løftebrud op mod handelssamtaler

USA's præsident, Donald Trump, skærper retorikken mod Kina forud for afgørende forhandlinger i handelsstriden mellem de to lande torsdag.

På et vælgermøde i Panama City i Florida natten til torsdag dansk tid retter Trump nye anklager mod Kina om at have brudt løfter i handelssamtalerne.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere på ugen bekræftede USA's topforhandlere, at USA er indstillet på at indføre forhøjede toldsatser med virkning fra fredag denne uge, som Trump advarede om i weekenden.

Natten til torsdag dansk tid understreger Trump, at Kina har "brudt aftalen".

- De forhøjede toldsatser, som vi har planlagt? De skyldes, at de (Kina, red.) har brudt aftalen, siger præsidenten og fortsætter:

- Vicepremierministeren (fra Kina, red.) flyver hertil i morgen, men de har brudt aftalen. Det kan de ikke. Så de vil betale.

Trump har truet med, at de ti pct. ekstra told, som USA allerede har indført på kinesiske varer til en værdi af 200 mia. dollar, vil stige til 25 pct.

Vil svare igen

I dag skal parterne mødes til et muligvis afgørende møde i Washington.

Finansminister Steven Mnuchin har kaldt møderne for "sidste runde" i forhandlingerne.

Hvis USA i morgen indfører forhøjede toldsatser på kinesiske varer, vil Kina svare tilbage med tilsvarende toldsatser mod USA.

Det meddeler det kinesiske handelsministerium natten til i dag dansk tid, skriver nyhedsbureauet AP.

Kina "bliver nødt til at foretage de nødvendige modtræk", lyder det fra ministeriet.

Handelskonflikten mellem USA og Kina spidsede til i marts 2018. Og siden har de to parter gentagne gange indført og truet med forhøjede toldsatser.

I december 2018 indgik Trump og Kinas præsident, Xi Jinping, en "våbenhvile" for ny told frem til 1. marts 2019.

Tidsfristen er siden blevet udskudt på ubestemt tid, fordi forhandlingerne er skredet godt frem.

Læs mere: Mærsk taber 18 milliarder i værdi efter årsregnskab

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089