23948sdkhjf

Aarhus Havn øger overskud

Det har ligget klart siden februar, at der røg rekordmange containere igennem Aarhus Havn i 2018. Nu ligger det også klart, at de mange containere udmøntede sig i, at både omsætning og overskud blev forøget i Danmarks største containerhavn i 2018.

I forhold til 2017 steg omsætningen med syv mio. kroner til 278 mio. kroner. Driftsresultatet (ebit) endte på 73 mio. kroner, og overskuddet steg med en mio. kroner i forhold til 2017, hvor 83 mio. kroner fandt vej til regnskabets bundlinje. I løbet af 2018 er der brugt 110 mio. kroner på anlægsinvesteringer.

Aarhus Havns ledelse betegner det som et tilfredsstillende resultat i et konkurrencepræget marked.

- Vi har i de senest år præsteret en solid indtjening, og den byggede vi oven på i 2018. Vi er inde i en god udvikling, som vi forventer at fastholde i de kommende år,” siger havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen i en pressemeddelelse.

Lastbiler kører tættere

I 2017 realiserede Aarhus Havn en stigning i containeromsætningen på 14 pct. I 2018 blev der lagt yderligere seks pct. oven i, så på to år er omsætningen steget med godt 20 pct. på containerområdet.

- Når jeg kigger ud ad vinduet fra mit kontor, kan jeg se, at lastbilerne på Østhavnsvej, der fører ud til containerterminalen, kører tættere end tidligere. Så tallene på papiret har også et virkeligt billede. Vi har stadig mulighed for at vækste på Østhavnen, men det er klart, at hvis den nuværende kadence fortsætter, så vokser vi ud af egen havn på et tidligere tidspunkt end forventet, siger Jakob Flyvbjerg Christensen.  

Foruden containere gør Aarhus Havn det også i bl.a. fast bulk, flydende bulk, færger, krydstogt og arealleje. Alle forretningsområder kom ifølge havnen ud af 2018 med et positivt resultat, med containere og bulk som de største bidragsydere til det samlede resultat.

- En af vores styrker er helt sikkert, at vi har et meget bredt sortiment at tilbyde vores kunder. Og det er naturligvis positivt, at vi formår at få overskudsgivende resultater på alle forretningsområder, siger Jakob Flyvbjerg Christensen.

Han peger på, at Aarhus Havn er fuldstændig klar til den konsolidering, som han ser den samlede havnesektor stå over for i de kommende år.

- Der synes at være konsensus om, at fremtiden byder på færre, men større havne i Danmark. I forvejen er Aarhus Havn Danmarks største erhvervshavn. Og vi er klar til at absorbere det gods, der skal finde andre kanaler, når mindre erhvervshavne lukker, siger Jakob Flyvbjerg Christensen.

Læs også: Kolding-virksomhed udvider på dødsdømt erhvervshavn

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094