23948sdkhjf

Nyt samarbejde skal booste digitaliseringen i land

Danske erhvervshavne afdækker i nyt projekt små og mellemstore maritime virksomheders blockchain-potentiale

Center for Logistik og Samarbejde, der holder til i Aalborg, skal stå i spidsen for et nyt projekt, som skal afdække potentialet i blockchain-teknologien for en række små og mellemstore virksomheder i det maritime miljø.

Centret har således sammen med Industriens Fond netop iværksat et større udredningsprojekt omkring blockchain-potentialet hos disse virksomhedstyper inden for det maritime område. Center for Logistik og Samarbejde skal stå i spidsen for projektet, der kaldes ”Maritimt Block-Kraft” – og gennemfører det sammen med Danske Havne, Aalborg Universitet og to nordjyske erhvervsnetværk.

– Digitaliseringen og blockchain-teknologien rummer et kæmpe potentiale for erhvervslivet. Men vi ved, at det for de små og mellemstore virksomheder kan være vanskeligt at se og udnytte potentialet, når man sammenligner med større virksomheder. Det gælder også for maritime virksomheder og andre virksomheder i og omkring det maritime miljø, siger Lars Jøker, der siden årsskiftet har været direktør for Center for Logistik og Samarbejde.

Selvom store virksomheder nogle gange er foran mindre virksomheder, når det handler om udnyttelsen af ny teknologi, så er projektets udgangspunkt, at virksomheders størrelse ikke skal være afgørende for mulighederne i den digitale verden.

Spiller sammen

Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond, peger på, at fonden gennem forskellige tiltag arbejder på at skabe flere danske erfaringer med brugen af blockchain-teknologien.

– Vi arbejder generelt med implementering af ny teknologi i dansk erhvervsliv. Og med det nye projekt afdækkes de muligheder og udfordringer, som mindre virksomheder møder i hverdagen. Dernæst udarbejdes best practises, og på den måde kan projektet forhåbentlig vise nogle gode eksempler på, hvordan blockchain-teknologien i praksis kan udnyttes, forklarer Thomas Hofman-Bang.

Ud over de praktiske erfaringer, så bringes ny viden også ind i erhvervslivet gennem det nye projekt. Det sker via et forskerhold fra Aalborg Universitet.

– Vi har gennem længere tid arbejdet med potentialet i blockchain-teknologien inden for transport- og logistikområdet, og har derfor specialiseret viden på netop det område. Således er vi godt klædt på til at bidrage til projektet, fortæller lektor Kristian Hegner Reinau fra Aalborg Universitet.

Potentiale for havnesektoren

Kortlægningen fokuserer på virksomheder på Hirtshals Havn, Hanstholm Havn, Grenaa Havn og Aalborg Havn. Hos de danske erhvervshavnes brancheforening, Danske Havne, er man overbevist om, at resultaterne fra ”Maritimt Block-Kraft” kan bruges i et bredere perspektiv, forklarer brancheforeningens direktør Tine Kirk:

- Transformationen af danske erhvervshavne er i fuld gang, og mange af de maritime virksomheder og virksomheder i havnenes opland er midt i den digitale omstilling. Denne undersøgelse er derfor super vigtig for de danske erhvervshavne, og vi forventer, at resultaterne ikke blot kan bruges af de deltagende havne, men også hos danske erhvervshavne og deres samarbejdspartnere mere generelt, siger Tine Kirk.

Industriens Fond har bevilliget 1,89 mio. kr. til projektet ”Maritimt Block-Kraft”. Projektet gennemføres af Center for Logistik i samarbejde med Aalborg Universitet, Danske Havne, Hirtshals Havn, Hanstholm Havn, Grenaa Havn, Aalborg Havn, Erhvervs Netværk 9220 samt Erhverv Nord Danmark. Projektet gennemføres i perioden 2019 og 2020.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125