23948sdkhjf

Svendborg-iværksættere pitchede sig ind hos erfarne erhvervsfolk

Efter nervepirrende pitch foran et panel af erfarne erhvervsfolk blev to maritime iværksættervirksomheder optaget i Maritim Startup Hub i Svendborg

Det lykkedes to nye maritime iværksættervirksomheder fra Sydfyn at blive optaget i Maritim Startup Hub. Det skete efter en nervepirrende pitch a’la tv-programmet Løvens Hule den sidste tirsdag i januar.

Ejerne af de to virksomheder skulle på skift præsentere deres virksomhed og produktet samt ikke mindst dem selv foran det håndplukkede Advisory Board, der er knyttet til Maritim Startup Hub. Board’et tæller ti erfarne erhvervsfolk, og denne tirsdag deltog otte af dem. Der var i programmet afsat en time for hver virksomhed til pitch, spørgsmål og votering.

Mud2green
Den første virksomhed, som skulle på scenen, var Mud2green. Virksomheden vil bygge mobile anlæg til at rense det forurenede boremudder, som suges med op fra havbunden, når der bores efter olie. De to, som skulle præsentere, var søskendeparret Jeanne-Louise og Hans Nicolai, begge med efternavnet Lundsgaard.

Nerverne sad tydeligt uden på tøjet hos Jeanne-Louise, der tog førertrøjen med at forklare teknikken og forretningsmodellen. Som civilingeniør i miljøteknologi er hun pr. definition kompetent. Men at forklare ting og sager, så menigmand kan følge med, er ofte en prøvelse for selv de dygtigste teknikere. Hendes og broderens gennemgang om potentiale og fordele ved at rense boremudder på en ny måde vakte i første omgang en smule undrende pander og blot få anerkendende nik fra erhvervsfolkene.

Spørgerunde
Da tiden nåede til spørgerunden, blev alting dog forløst. Spørgsmål som ’Hvor er I lige nu?’, ’Hvor meget kan jeres anlæg rense?’, ’Hvor rent bliver det rensede tørstof?’, ’Hvad med patent?’, ’Hvad kræves der af installationer på skibet?’, ’Hvordan vil I afsætte løsningen?’ og ’Hvem vil I samarbejde med?’ blev besvaret med lethed og overlegenhed.

Så da søskendeparret blev sendt uden for døren, mens voteringen skulle foregå, var det et tændt og engageret forum, der kom med udsagn som ’De ved, hvad de har med at gøre, og de brænder for det’, ’Det lyder, som om de har fat i den lange ende’, ’Hammergodt projekt, det balancerer fint mellem det kommercielle og det bæredygtige’ og ’Tror, vi gennem hub’en kan lede dem ind på farbare veje, så de undgår blindgyder?’.

Troels Ankerstjerne, projektleder for Maritim Startup Hub, rundede voteringen af med at spørge forsamlingen, hvem der ville være mentor. Det blev Lars Gerner Lund, medstifter og partner i Daspos, samt den fraværende Jeppe Sonne, SH Group, der på forhånd havde givet sit tilsagn, som støtte.

Dacoma
Dagens anden pitch var i programmet sat til at skulle komme fra Bauritec I/S. Men få dage forinden var virksomheden blevet udskilt i et nyt selskab med navn Dacoma Aps. Fælles for begge selskaber er, at de bygger på en luftfyldt køl til mindre skibe. For Bauritec gælder det sejlbåde, hvor kølen svinger ud, løfter skibssiden og modvirker krængning.

For Dacoma, som var centrum for dagens pitch, gælder det mindre mandskabsbåde til og fra f.eks. vindmølleparker. Her kan en luftfyldt køl, der svinger i modtakt med bølger, modvirke den ofte voldsomme rullen på skibet. Der giver to afgørende fordele: 1) Mandskabet, som tit er ikke-søstærke teknikere, bliver ikke så nemt søsyge. 2) Båden kan sejle i vejr med højere bølgegang, hvilket giver flere arbejdsdage. Begge argumenter har direkte adresse til virksomheders bundlinje. Det var et sprog, forsamlingen kunne forstå.

Far og søn stod for præsentationen. Sønnen, Daniel Baurichter, der læser på DTU, indledte med at fortælle om teknikken. Airkeel, som systemet hedder, fungerer ligesom på en Segway. Et selvbalancerende system baseret på sensorer og hurtig software, som sikrer stabilitet. Alle i Advisory Board’et var med.

50 arbejdspladser
Arnd Baurichter lovede at lægge fabrikken på Sydfyn. Det ville i løbet af fem år give 50 direkte beskæftigede og op til andre 50 job hos underleverandører. Han fremlagde en detaljeret plan for milepæle med finansieringsbehov. Advisory Board’et var tydeligvis overbevist. Voteringen med de to ejere sat uden for døren blev en konstatering af, at Dacoma vil passe lige ind i Maritim Startup Hub, og at det vil være godt for det maritime faglige miljø omkring Svendborg. Der blev rejst tvivl ved, om markedssegmentet var det rette, men det ville en deltagelse i hub’en netop kunne afklare. Konklusionen blev, at der i dette tilfælde var tale om det tætteste, man kan komme på en symbiose.

Det var en stolt, lettet og glad far og søn, der som mentor fik udpeget Søren Gothil fra FORCE på Lindø med vækstkonsulent Torben Buch som medmentor på finansieringsdelen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094