23948sdkhjf

Kvindelige søfarende får egen mentorordning

Danske Rederier søsætter en ny mentorordning, som skal støtte unge kvinder til søs
Mange kvinder oplever udfordringer, når de skal til søs for første gang. Derfor søsætter Danske Rederier nu en mentorordning, som skal støtte de unge kvindelige søfarende, så de får en god start på karrieren. Det skriver rederiernes brancheorganisation i en pressemeddelelse.

- Det at være væk hjemmefra i lang tid kan være svært at forbedrede sig på. Hverdagen om bord på et skib er meget anderledes, og derfor kan det være rart at have en mentor, man kan spørge til råds og som man kan få støtte og vejledningen fra, siger Anne Panknin Kristensen, maritim praktikkoordinator og ansvarlig for mentorordningen.

Læs også: Rederier søsætter taskforce for at tiltrække kvinder

Mange unge kvinder har ifølge Danske Rederier givet udtryk for, at branchen er stærkt præget af, at der kun er ca. 2 pct. sejlende kvinder, og at det dermed er en meget mandsdomineret branche.

- Emner, som handler om at være eneste kvinde ombord og ny i et fag, kan være svære at dele med sine mandlige kolleger, siger Anne Panknin Kristensen.

Hun håber, at mentorordningen giver de unge kvindelige søfarende oplevelsen af, at de ikke er alene om de udfordringer, som de kommer til at stå i.

I første omgang bliver mentorordningen lanceret som et pilotprojekt. Ordningen vil primært være for kvindelige studerende, som lige er startet på en af de maritime grunduddannelser i og omkring byerne Svendborg og Frederikshavn. Danske Rederier forventer dog at gøre ordningen landsdækkende allerede efter sommer.

Den nye mentorordning følger i kølvandet på en ny taskforce, Danske Rederier netop har nedsat for at arbejde med at tiltrække og fastholde kvinder til søs.

Det Blå Danmark har svært ved at få kvinder til at arbejde til søs, hvilket er et problem på et tidspunkt, hvor branchen råber på flere hænder.

Læs også: Indsats mod sexchikane til søs deler vandene
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111