DFDS' nye mega ro/ro i drift i Middelhavet
I dag ankommer DFDS’ nybyggede ro/ro-færge, 'Ephesus Seaways', for første gang til Trieste i Italien med 450 trailere fra Istanbul i Tyrkiet. Fartøjer er både DFDS’ største nogensinde og den største, der sejler i Middelhavet.
- Vi er ekstremt stolte over at kunne præsentere vores nye fragtfærge til vores kunder, som kan se frem til højere effektivitet og større kapacitet, hvilket giver dem mulighed for at udvide deres forretning og samtidig sikrer, at DFDS er forberedt til vækst i Nordeuropa og Middelhavsområdet, siger Peder Gellert, executive vice president og chef for DFDS’ færge-division, i en pressemeddelelse.
DFDS har bestilt i alt seks af disse mega-færger hos det kinesiske skibsværft Jinling Shipyard. Den næste i serien vil ligeledes blive sat i drift i Middelhavet sent i foråret, og den tredje vil blive søsat i slutningen af denne måned.
Alle de nye fragtfærger er udstyret med et unikt rampesystem, så DFDS’ kunder kan se frem til, at deres varer kan blive lastet og aflæsset i terminalen på under seks timer.
På grund af den store kapacitet vil energiforbruget pr. transporteret trailer blive væsentligt reduceret. Derudover vil alle færgerne blive udstyret med scrubbere for at sænke udledningen af svovloxid og for at være forberedt på den globale svovlregulering, der træder i kraft fra januar 2020.
Læs også: Mega-ro/ro-skibe baner vejen for konsolidering
DFDS' nye serie af mega ro/ro-skibe har en kapacitet på 6.700 lanemeter, svarende til 450 trailere, foruden 12 passagerer. Skibene er 237,40 meter lange og kan skyde 21 knob.