23948sdkhjf

Torm trods million-underskud: Vi klarer os bedre end de andre

Trods et kraftigt forværret 2018-resultat ser Torm optimistisk på fremtiden

For produkttankrederiet Torm bød 2018 på et resultat, der er langt fra ønskværdigt. På bundlinjen måtte det Hellerup-baserede rederi tage til takke med et underskud på 35 mio. dollar, svarende til 232 mio. kroner. 

Alligevel hæfter Torms CEO Jacob Meldgaard sig ved, at Torm har klaret sig bedre end så mange andre i segmentet. 

- Torms kommercielle præstation over det seneste år har fortsat været blandt de bedste i vores referencegruppe, siger han og henviser til, at raterne i tank har været i kraftig bedring siden november sidste år. 

Markedsforholdene har da også været turbulente igennem 2018. Igennem den første halvdel af året fortsatte tendensen fra 2017, hvor en relativt høj efterspørgsel fra forbrugerne blev imødekommet ved at trække på store lagerbeholdninger verden over. Ifølge Torm resulterede det i tabt handel svarende til fire pct. i perioden. 

I tredje kvartal nåede tankraterne et sjældent set lavt niveau. Nybyggede råolietankere brugte de rene tanke til at flytte produkt-laster, men hen imod slutningen af året begyndte tingene at vende. 

2019 ser bedre ud

Efter de første måneder af 2019 ligger raterne ifølge Torm 42 pct. over nivaeuet fra 2018. Det ændrer dog ikke på, at de gennemsnitlige TCE-rater i 2018 endte i 12.982 dollar, hvilket er et markant fald fra 14.621 dollar om dagen i 2017.

Torm oplyser ikke forventninger til resultatet i 2019. Det fremgår dog af regnskabet, at rederiet ved årets indgang havde sikret 10 pct. af de samlede skibsdage til gennemsnitlige dagsrater på 17.306 dollar. Den 5. marts var andelen af sikrede skibsdage i 2019 oppe på 24 pct., og det til dagsrater på 18.193 dollar i gennemsnit.

Ved udgangen af året havde Torm 72 ejede skibe i flåden, tre skibe på charter og ni i ordrebogen. Af de ni nybygninger er der indgået aftale om salg af en enkelt. Torm tog levering af fire LR2-nybygninger i 2018, og indløste optioner på tre nye MR-skibe.

Læs også: Torm-chef: Diskussionen om scrubbere kan godt blive lidt følelsesladet

Torm A/S
mio. dollar 2018 2017
Nettoomsætning 635 657
TCE-indtjening 352 397
Driftsresultat (ebitda) 121 158
Driftsresultat (ebit) 3 40
Resultat før skat -33 3
Årets resultat -35 2
Egenkapital 847 791
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2018.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127