Så flot bliver den nye søfartsskole i Svendborg
Den maritime uddannelsesinstitution Simac kommer til at sætte et markant præg på havnefronten i Svendborg, når de nye bygninger i 2022 skal være klar til at tage imod fremtidens søfolk
6
Billeder
Det nye Simac kommer til at sætte et markant præg på havnefronten i Svendborg, som er midt i en rivende udvikling
I 2022 vil de nye bygninger på havnen i Svendborg stå klar til at uddanne fremtidens ledere til Det Blå Danmark og en række andre erhverv. Ud over Det ny SIMAC har vinderholdet også udarbejdet en helhedsplan for, hvordan en ny bydel på Nordre Kaj - med boliger og erhverv - kan tage form. Inklusive et konkret forslag til en genåbning af Kobberbækken, hvilket både giver nye, bynære grønne områder og sikrer denne del af Svendborg mod fremtidens ekstreme nedbør.
Byggeriet omfatter 12.500 kvm brutto og indeholder: Fællesarealer på 1.880 kvm, 6.585 kvm undervisningsareal, administration på 320 kvm samt 1.125 kvm til teknisk service.
Dommerkomiteen betegner vinderforslaget som et stærkt udgangspunkt for at etablere den nye uddannelsesbygning og for kommunens videre arbejde med udviklingen af Nordre Kaj.
- Det ny SIMAC er en hyldest til havnens særegne arkitektur og maritime miljø - et fleksibelt og moderne hus, der igennem åbne, rå og robuste omgivelser lægger op til samarbejde. Uddannelsesinstitutionen bliver en integreret del af byen og spiller sammen med de nye grønne og rekreative bymiljøer langs havnen, siger Julian Weyer, partner og arkitekt hos C.F. Møller Architects.
Arkitektkonkurrencen er gennemført af SMUC Fonden (Fonden Svendborg Maritime Uddannelsescenter), der er stiftet med henblik på at eje, udvikle og bygge det ny SIMAC samt drive grund og bygninger i samarbejde med SIMAC.
- Vi er fantastisk glade og fantastisk stolte af, at vi er kommet så langt med projektet, at det begynder at visualisere sig, siger Jesper Bernhardt, direktør i Simac.
Projektet er blandt andet muliggjort takket være en betydelig donation på 100 mio. kr. fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
FAKTA OM DET NYE SIMAC
Det ny SIMAC bliver på 12.500 kvm brutto og indeholder:
Fællesarealer på 1.880 kvm. Herunder Campustorvet, Open Learning Center og Student Service Area.
Undervisningsarealer på 6.585 kvm. Herunder undervisningslokaler i forskellige størrelser, to auditorier, en række forskellige laboratorier/værksteder samt simulatorcenter med virtuelle læringsmiljøer.
Administration på 320 kvm med kontorer og mødelokaler til ledelse og administration.
Teknisk service på 1.215 kvm. Herunder teknikrum, vaskerum, depoter og servicefaciliteter fordelt i bygningen.
Ansvarsfordeling:
SMUC Fonden har gennemført og betalt for arkitektkonkurrencen for hele Nordre Kaj.
Grunden til byggeprojektet bliver købt af Svendborg Kommune.
Svendborg Kommune er overordnet ansvarlig for alt myndighedsarbejde samt det videre arbejde med at realisere helhedsplanen for området.
SMUC Fonden er ansvarlig for at finansiere, udvikle og bygge det ny SIMAC.
Svendborg Maritime Erhvervspark P/S er ansvarlig for at finansiere, færdigudvikle og bygge den maritime erhvervspark.
Tidsplan
Maj 2018: Arkitektkonkurrencen bliver udskrevet.
Februar 2019: Vinder af arkitektkonkurrencen bliver offentliggjort.
2019: Projektering, lokalplaner og byggetilladelser samt entrepriseudbud.
2020 - 2022: Byggeri
2022: Forventet indvielse