Sløje forventninger trækker Mærsk-aktie ned efter årsregnskab
Der er strid modvind for A.P. Møller-Mærsk efter et regnskab, der viser vækstfattige forhåbninger for 2019. Forventningerne til 2019 lyder på et driftsresultat i omegnen af 4,0 mia. dollar – ikke langt fra dritsresultatet i 2018, der endte på 3,8 mia. dollar.
Det fremgår af Mærsks årsregnskab, der er netop er lagt frem.
Kort efter regnskabet kom, faldt både Mærsks a- og b-aktie med over syv pct. og faldet fortsatte, så b-aktien klokken halv ti ligger i minus på over ni pct. A-aktiens fald er lidt mindre.
De beskedne forventninger kommer efter, at Mærsk har forsøgt at ændre sin forretning, så den i højere grad fokuserer på transport og ikke energi.
Underskud på fortsættende aktiviteter
I 2018 omsatte Mærsk for 39 mia. dollar og fik et resultat på 3,2 mia. dollar. Heraf stammer 2,6 mia. dollar dog fra salget af aktier i Total, som Mærsk fik som en del af betalingen for Maersk Oil, da koncernens olieselskab blev solgt til den franske konkurrent.
Med til det store resultat på bundlinjen hører også en stor opjustering af værdien af Maersk Drilling, der for nylig aflagde et seperat regnskab for 2018. Ser man udelukkende på de fortsættende aktiviter i A.P. Møller-Mærsk, var der tale om et underskud på 148 mio. dollar.
Ud af driftsresultatet på 3,8 mia. dollar kommer 3,0 mia. dollar fra forretningssegmentet Ocean. I 2017 endte driftsresultat i Ocean på 2,8 mia. dollar, men stigningen på 0,2 mia. dollar skal ses i forhold til, at 2018 var det første hele regnskabsår, hvor Hamburg Süd tæller med. Det tyske rederis bidrag til Ocean's samlede driftsresultat udgør 618 mio. dollar.
Bunker tynger
Flere faktorer har da også været med til at tynge resultatet af driften. Først og fremmest har den gennemsnitlige pris for bunker været 32 pct. højere i 2018 end i 2017, hvilket ikke er blevet opvejet af fragtraterne, der blot steg med 5,1 pct. Mærsk nævner desuden i regnskabet, at en svag kurs på US-dollar har tynget i regnskabet.
Det har – sammen med sammensætningen af Hamburg Süd's portfolio – været medvirkende til, at omkostningerne pr. flyttet enhed selv uden de øgede bunkeromkostninger var 3,6 pct. højere i 2018, end de var året forinden.
I forretningssegmentet Terminals & Towage voksede omsætningen med 8,4 pct. til 3,8 mia. dollar. Driftsresultatet steg hele 22 pct. til 778 mio. dollar i 2018 fra 639 mio. dollar i 2017. En del af forklaringen er, at et øget samarbejde med forretningssegmentet Ocean, der er blevet større efter integrationen af Hamburg Süd, har givet mere aktivitet i terminalerne.
Fremgang for Svitzer
En øget godsmængde fra eksterne kunder på 7,3 pct. har dog også bidraget. Fremgangen skyldes blandt andet, at det er lykkedes terminalerne at vinde 15 nye kontrakter i løbet af 2018.
For Towage, der bliver udgjort af Svitzer, steg omsætningen til 692 mio. dollar i 2018 fra 659 mio. dollar i 2017. Heraf kommer 18 mio. dollar fra regionen Americas, 10 mio. dollar fra Australien og otte pct. fra Europa. Til gengæld faldt omsætningen med tre mio. dollar i Asien, Mellemøsten og Afrika.
I forbindelse med regnskabet satte Mærsk også dato på, hvornår den del af forretningen, der arbejder med boreplatforme, bliver sluppet løs på børsen. Maersk Drilling kommer i handel 4. april.
Læs også: Slut med Maersk Line - nu er det bare Maersk
mio. dollar | 2018 | 2017 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 39.019 | 30.945 |
Resultat af primær drift (ebitda) | 3.806 | 3.532 |
Resultat før skat | 238 | 25 |
Indtægter fra ikke-fortsættende aktiviteter | 3.369 | -970 |
Årets resultat | 3.221 | -1.164 |
Årets underliggende resultat | 220 | 356 |
Egenkapital | 33.392 | 31.425 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2018. |