23948sdkhjf

24 sømænd får EU til at stramme sanktioner mod Rusland

Efter at Rusland siden november har tilbageholdt 24 besætningsmedlemmer fra den ukrainske flåde indfører EU nu nye sanktioner.

Der er nu enighed blandt EU's udenrigsministre om yderligere sanktioner mod Rusland for landets ageren i Ukraine.

Det fortæller udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) efter et møde med sine kolleger i Bruxelles mandag.

- Det er et markant signal, at vi igen bliver enige. Det troede jeg ellers ville være utroligt vanskeligt. Det er en måde at prøve at forebygge en yderligere eskalering i den forkerte retning, siger ministeren.

Sanktionerne er en reaktion på, at 24 besætningsmedlemmer fra Ukraines flåde siden slutningen af november har siddet fængslet i Rusland. Den russiske flåde åbnede dengang ild mod tre ukrainske skibe, som ifølge den russiske efterretningstjeneste FSB var trængt ulovligt ind i russisk farvand.

Skibene var på vej igennem Kertj-strædet, der adskiller Krim fra det russiske fastland, for at komme til Det Azovske Hav. Ukraine afviser, at skibene ulovligt sejlede igennem russisk farvand.

Sanktionerne forventes at ramme otte personer, som har været involveret i tilbageholdelsen. Det medfører eksempelvis, at myndighederne kan fastfryse deres aktiver.

Anders Samuelsen vil dog ikke gå i detaljer med, hvordan sanktionerne kommer til at se ud.

- Der er en politisk enighed om det, og så er der en teknisk procedure. Hvordan det konkret kommer til at se ud, vil jeg ikke ud med på nuværende tidspunkt. Men der har været forlydender om, at et antal personer kommer på listen. Det er jeg meget tilfreds med, lyder det fra ministeren.

Episoden med fartøjerne fandt sted, samtidig med at konflikten mellem de to lande er blevet optrappet. Konflikten begyndte med Ruslands annektering af Krim.

EU har i et par måneder forsøgt at få de 24 ukrainske soldater løsladt.

Den 29. december afviste russerne imidlertid et krav fra den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, om at løslade sømændene.

Læs mere: Ukraines flåde: Rusland åbner ild mod vores skibe

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094