23948sdkhjf

England et skridt nærmere hårdt Brexit

Det engelske parlament sendte i går aftes Storbritannien et skridt nærmere et farvel til EU uden nogen aftale om det videre samarbejde. Og dermed et skridt nærmere nye udfordringer for danske rederier, som sejler til øriget og vil blive berørt af mulige toldbarrier. 

Ifølge den britiske presse er der tale om en ydmygelse af premierminister Theresa May, da hun tirsdag aften tabte en afstemning i parlamentet om sin brexitaftale med EU med en historisk stor margin.

Læs også: Esbjerg Havn gør klar til travlhed ved hårdt brexit

Onsdag morgen vågner briterne op til billeder af Theresa May på forsiden med overskrifter som "Ingen aftale. Intet håb. Ingen anelse. Ingen tillid" og "En komplet ydmygelse".

I sin leder skriver avisen The Times:

- Landet står over for en krise, og det er ikke helt tydeligt, hvorvidt fru May er en del af problemet eller en del af løsningen. Hun blev givet en tæt på umulig hånd, men hun spillede den ekstraordinært dårligt.

- Hvis hendes eftermæle skal være andet end en uheldig premierminister, som ledte landet ud i kaos og banede vejen for en Corbyn-regering, må hun være klar til at indgå et kompromis for at sikre vedtagelsen af en eller anden aftale.

Læs også: DFDS køber jord og hyrer toldere forud for Brexit-afstemning

Imens forbereder regeringen herhjemme sig på, at England kommer til at forlade EU uden en aftale.

- Det er briterne, der har stemt nej til det, de selv har forhandlet hjem, og som deres egen premierminister syntes var godt nok. Derfor er det briterne, der i første række må finde ud af, hvad næste skridt skal være. Og så skal vi selvfølgelig forholde os lydhøre og konstruktivt til det, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen.

432 medlemmer i det britiske underhus stemte imod Theresa Mays brexitaftale med EU. 202 stemte for.

- Det er en meget klar afstandtagen til den aftale. Derfor er der en kæmpe opgave i Storbritannien for at finde ud af, hvad man så gør, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han noterer sig, at det endnu ikke er muligt at sige, hvem der skal stå i spidsen for et nyt forsøg på at lave en skilsmisseaftale med EU for briterne.

Svært for danske virksomheder

Premierminister Theresa May skal onsdag gennem en mistillidsafstemning i parlamentet, så det er endnu usikkert, om hun kan fortsætte på posten.

Storbritannien forlader efter planen EU 29. marts, og hvis ikke en aftale kan indgås inden, trækker briterne altså stikket uden en skilsmisseaftale.

Det vil for eksempel betyde, at der skal indføres toldkontrol mellem Storbritannien og de 27 øvrige EU-lande samt andre restriktioner.

- Det vil gøre det rigtig svært for de danske virksomheder, der eksporterer til og importerer fra Storbritannien. Derfor forbereder vi os på det. Det er derfor, vi opruster i told, det er derfor, vi opruster i skat.

- Det er derfor, at udlændingeministeren (Inger Støjberg, red.) er i dialog med Folketingets partier om en særlig dansk lov, der kan sikre briter i Danmark ordentlige vilkår, hvis det ender der.

- Det er ikke noget, jeg håber, men det er noget, jeg i aften frygter mere, end jeg gjorde i går, siger Lars Løkke Rasmussen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094