23948sdkhjf

Esvagt-joint venture nedsætter risici ved havmølleinspektioner

Et nyt koncept med droner gør det mere sikkert og mere effektivt at inspicere vinger på havmøller

Inspektionen af havmøllevinger bliver nu billigere, hurtigere og langt mere præcis, end man har været vant til i branchen.

Sådan lyder det i hvert fald fra Esvagt, der er gået ind i et joint venture med Wind Power Lab.

Aftalen har fået navnet EWPL Ocean, og her har man udviklet offshore WTG Blade Assessment – et nyt servicekoncept for inspektion af havmøller, som både vil reducere vejrrisikoen, øge hastigheden af analysen og gøre inspektioner endnu bedre.

- Digitalisering og effektivisering er centrale elementer i offshore vind. Med WTG Blade Assessment tager vi et betydeligt skridt i industrialiseringen af inspektion af havmøllevinger, siger Anders Røpke, CEO i EWPL Ocean, i en pressemeddelelse.

Kombinerer kompetencer

I EWPL Ocean bidrager Esvagt med erfaring i at operere skibe og droner, imens Wind Power Lab kommer med viden om havmøllevinger og kunstig intelligens. Det er der flere gevinster ved, siger Søren Karas, CCO i Esvagt og bestyrelsesformand i EWPL Ocean:

- I dag er inspektion af vinger omkostningstung, omstændelig, langsom og upræcis. Vi forbedrer alle aspekter, siger han i meddelelsen.

I dag foretages inspektion af vinger enten via kamera på mølletårnets fundament, med drone fra en CTV eller med helikopter og fotograf. Alle tre løsninger kræver godt vejr og dyre specialister:

- Man vælger ofte at inspicere om sommeren, hvor vejrrisikoen er mindst. Ulempen ved det er, at man først har analyseret optagelserne, når sommeren er forbi – og man således må vente til den følgende sommer med at reparere skaderne, og til den tid kan de nemt være forværret, siger Søren Karas.

Tager det omvendt

EWPL Ocean vender inspektionen på hovedet allerede fra den forestående vintersæson – en tid på året, som ellers er kendetegnet ved meget få inspektioner som følge af vejrlig. 

- Takket være vores erfaringer og øvrige aktiviteter i Nordsøen kan vi skabe synergi med vores olie- og gasforretning og levere både skibe og droner, som både absorberer vejrrisikoen og løfter kvaliteten af inspektionen betragteligt, siger Søren Karas.

Trænede dronepiloter ombord på Esvagts skibe fotograferer vingerne i havmølleparken i vinterhalvåret forud for sommerens reparationsopgaver. Efter 24 timer har kunden den første vurdering af servicebehovet, og efter en uge har specialisterne ved Wind Power LAB sammen med kunstig intelligens verificeret og grundigt analyseret servicebehovet. Analyserne leveres på 3 forskellige niveauer, så kunderne selv kan bestemme detaljeniveauet, der ønskes.

- Vi har allerede nu på flere prøvecases konstateret, at vi identificerer omfanget af vingeskaderne mere præcist end hidtil muligt, siger Anders Røpke.

Ifølge Esvagt har konceptet allerede vakt opmærksomhed blandt parkejere, havmølleproducenter, forsikringsselskaber og investorer.

Læs også: Esvagt vil vokse på nye markeder

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111