23948sdkhjf

EU-Domstolen skrotter godkendelse af Femern-finansiering

Det er ikke undersøgt grundigt nok, hvorvidt der er givet ulovlig statsstøtte til Femern-forbindelsen

EU-Kommissionen har været for hurtig til at give grønt lys til finansieringen af Femern-forbindelsen.

Det slår EU-Domstolen torsdag fast. Den annullerer kommissionens godkendelse af finansieringen, der ikke er undersøgt tilstrækkeligt.

Blandt andet hedder det, at EU-Kommissionen ikke kunne have erklæret de omhandlede statsgarantier forenelige med det indre marked uden at kende betingelserne for anvendelsen af disse.

- Kommissionen har således begået en retlig fejl og udøvet et åbenbart urigtigt skøn, skriver domstolen.

Den danske stat yder støtte til planlægning, opførelse og drift af den faste forbindelse.

Scandlines og Stena Line, der driver færgeforbindelser til Tyskland fra henholdsvis Danmark og Sverige, har klaget over en lang række forhold.

EU-Kommissionen har tidligere godkendt hele støttemodellen og konkluderet, at der ikke er tale om statsstøtte. Men det er forkert, siger færgeselskaberne.

Kommissionen har desuden ifølge Scandlines og Stena Line begået fejl i forskellige vurderinger. Blandt andet har projektet ifølge klagerne ikke "fælleseuropæisk interesse", og kommissionen har svigtet krav om en ordentligt undersøgelsesprocedure.

Ifølge Finans kan EU-domstolens beslutning få store konsekvenser for fremtiden for den faste forbindelse under Femern. Det skyldes, at udgifterne til renter i det 53 mia. kroner store projekt vil blive markant højere, hvis det ikke er muligt at yde statsstøtte til långivere. 

- Uden statsgarantier er man for det første afhængig af, at der er nogen, som overhovedet vil finansiere projektet. Det næste bliver, hvor høje renter en långiver vil kræve. Femern er stadig et projekt med meget store usikkerheder, og det vil en långiver tage sig betalt for, sagde Professor Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet i sidste uge til Finans.

I en pressemeddelelse har Femern A/S tidligere oplyst, at man har forberedt sig på dommen. Det er sket ved at optage lån på "fordelagtige" vilkår inden i dag.

- Dermed sikres det politiske manøvrerum i forhold til at træffe beslutninger om projektets videre fremdrift på den anden side af en tysk myndighedsgodkendelse, skriver Femern A/S.

Det fremgår ikke, hvor langt de midler rækker, som Femern A/S allerede har sikret sig.

I Scandlines er CEO Søren Poulsgaard Jensen tilfreds med EU-Domstolens afgørelse. Han ser manglen på en godkendt finansieringsmodel som et udtryk for, at tunnelprojektet nu reelt er stoppet, men understreger, at Scandlines ikke er imod en fast forbindelse. Blot forventer han transparens og en fair konkurrence.

- Det er afgørende for os, at tunnelen ikke efter behag kan bruge statskassen til at udøve skatteyderfinansieret prispres, når trafikmængderne ikke lever op til de optimistiske prognoser, og færgerne viser sig at være konkurrencedygtige, siger han i en pressemeddelelse.

Han fremhæver tidshorisonten som en medvirkende faktor til at tage sagen til EU-Domstolen. Han forklarer, at EU-Kommissionen efter ønske fra den danske stat sagde god for, at staten kan yde støtte i en periode på 55 år. Også selvom det statslige byggeselskab Femern A/S oplyser en tilbagebetalingstid på 36 år, når de snakker om projektets solide karakter. 

- Systemet har i årevis udvist magtarrogance i forsøget på at tromle en Femern-godkendelse igennem, både i Danmark og i Tyskland, med henvisning til, at det var "politisk ønskeligt". EU-Kommissionens forsøg på at anvende samme metoder har nu med EU-Domstolens afgørelse fået en klokkeklar besked om, at lov er lov, og at regler skal følges. Det er både jeg og mine mange medarbejdere glade for,” siger Søren Poulsgaard Jensen.

Læs også: Scandlines sagsøger Femern A/S i sag om brætspil

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125