23948sdkhjf

Endelig et godstog igennem Esbjerg Havn

Tre år efter færdiggørelse er det første godstog kommet igennem kombiterminalen i Esbjerg Havn

Tirsdag morgen blev historisk på Esbjerg Havn. Her trillede et tog for første gang ind i kombiterminalen, som blev etableret tilbage i 2015. 

Det er Dansk Træemballage, der står for den første transport med 26 togvogne med nåletræsstammer, som skal bruges til træemballage. På Esbjerg Havn bliver træstammerne lastet om til lastbiler, som skal transportere dem de sidste 30 km til Ribe, hvor Dansk Træemballages savværk ligger. 

- Vi er glade og forventningsfulde. Hvis det lykkes, vil det løse et logistisk problem for os, siger Anders Jensen fra Dansk Træemballage i Ribe i en pressemeddelelse.

Træet kommer fra Harzen, og det er for langt at transportere i lastbil til Danmark. Derfor løser muligheden for togtransport et logistisk problem. Det afgørende for Anders Jensen er dog, at pris og transittid er konkurrencedygtige. 

På havnen er der også stor tilfredshed med, at kombiterminalen bliver brugt. 

- Vi har været tålmodige og har hele tiden arbejdet på at få gods på kombiterminalen. Nu fik vi det første godstog igennem terminalen. Det er en julegave,” siger Esbjerg Havns salgsdirektør Jesper Bank i pressemeddelelsen.

For ham er gaven ekstra god, fordi det udnytter den oplagte mulighed for at styrke samspillet mellem havn og jernbane. 

- Jernbanen mindsker trængsel på vejene, den er klima- og miljøvenlig, og over lange afstande er den absolut konkurrencedygtig på prisen, siger Jesper Bank. 

Han håber, at toget bliver begyndelsen på en større aktivitet i terminalen fremover. Den forhåbning deler Anders Jensen. 

- Jeg er sikker på, at terminalen teknisk er helt i top. Den er jo ny. Min eneste bekymring er, om vi kan holde den samlede logistikomkostning langt nok nede, men nu prøver vi, siger han. 

Læs også: Esbjerg gør sig klar til Brexit-kaos

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094