23948sdkhjf

Efter 13 år: Dansk bølgeenergi-projekt tester nu offshore

Selskabet Crestwing har efter mange års tilløb søsat en halvskalaudgave af bølgeenergianlægget Tordenskiold

- Det er en fantastisk følelse. Jeg er omgivet af kompetente folk, der brænder for dette projekt, lige som jeg selv gør. Det er den energi og det engagement, der har gjort det muligt at nå så langt.

Sådan lød da fra direktør for Crestwing Ruth Bloom, da hun sammen med sine nærmeste medarbejdere og samarbejdspartnere onsdag den 5. december kunne skåle i et glas velfortjent champagne.

Anledningen var, at prototypen og halvskala-udgaven af bølgeenergianlægget Tordenskiold fra Crestwing endelige var blevet fastforankret og lagt på plads i sit rette element, bølgerne nordøst for Hirsholmene ved Frederikshavn.

Ikke uden sværdslag
- Det har taget os 13 år og kostet ca. 30 millioner kroner at udvikle og afprøve ideer og funktioner i bølgeenergianlægget for at nå målet med denne prototype, Tordenskiold, siger Ruth Bloom.

Og det har været 13 år med medgang og i den grad modgang. Gang på gang har Ruth Bloom været presset på økonomien. Hun har selv måtte hige og søge efter finansiering, der er kommet drypvis, og som har været årsag til rigtig mange forsinkelser over årene.

Modgang mødte Ruth Bloom også, da ægtemanden og ophavsmand til Crestwing-konceptet Henning Pilgaard afgik ved døden i september 2016. Hun samlede dog op, hvor han måtte slippe og står altså nu over for to års offshoretest.

Ruth Bloom blev testet til det sidste. Ved det første forsøg på udlægning i november måtte man opgive, dels på grund af for høje bølger og dels på grund af, at forankringskeglen begyndte at tage vand ind.

Ikke desto mindre var humøret højt, da Energy Supply snakkede med Ruth Bloom for en uges tid siden.

- Det var ubetaleligt at se anlægget til søs. Det lavede strøm, og det stod sin prøve mod bølgerne. Da vi sejlede ud stod søerne ind fra skæve vinkler, og det holdt som det skulle.

Forankringskeglen er altså nu tømt for vand, trukket ind i bølgeenergi-anlægget, og Tordenskiold forsvarligt fastgjort med sit unikke trepunkts-forankringssystem.

Toårig testperiode
Tordenskiold står altså nu overfor en to-årig offshore-testperiode.

Fokus i den toårige testperiode er blandt andet test af forankringssystemet i bølgekategorier fra små bølger til storm og orkan, da det har været en af de største udfordringer for mange bølgekraft-koncepter i verden.

Derudover skal anlæggets evne til at producere energi også verificeres. 

 Desuden bliver der videreudviklet på Power Take Off systemet samt hængsler.

- Crestwing ligner på ingen måde andre bølgeenergianlæg og udnytter energien fra bølgerne på en unik måde, da anlægget hovedsagelig udnytter atmosfæretrykket til produktion af energi, forklarer Ruth Bloom.

Hun er sikker på, at Crestwing har løst bølgeenergiens største udfordringer: De alt for høje omkostninger til produktion af anlæg; den lave elproduktion og udfordringerne ved havarier.

- Vi glæder os rigtig meget til at vise, at bølgeenergi kan være en væsentlig medspiller på markedet for vedvarende energi, siger Ruth Bloom.

Viser anlægget lige så gode resultater på havet som ventet, står Crestwing med et anlæg, der kan opskaleres og produceres med kommercielt mål for øje.

Markedsmodningsfonden har støttet færdiggørelse og udlægning af Tordenskiold med 3,3 mill. kr.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11