23948sdkhjf

USA og Kina indgår våbenhvile i handelskrig

USA's varslede stigning i told på en lang række kinesiske varer fra nytår bliver udsat, og Kina vil købe flere varer af USA

USA's præsident, Donald Trump, og Kinas præsident, Xi Jinping, er blevet enige om at udskyde en planlagt forhøjelse af told på kinesiske varer.

Det bekræfter Det Hvide Hus natten til søndag.

En toldsats på import for 200 mia. dollar fra Kina skulle fra nytår have været forhøjet til 25 pct. fra de nuværende ti pct.

Foreløbig er forhøjelsen udskudt i 90 dage, fremgår det i en erklæring fra Det Hvide Hus.

Det skal give landene tid til at arbejde frem mod en permanent aftale.

- Hvis parterne ikke er nået til enighed efter denne periode, vil toldsatsen på ti pct. blive hævet til 25 pct., skriver Det Hvide Hus i erklæringen ifølge AP.

Meldingen kommer, kort efter at kinesisk stats-tv kunne berette, at Donald Trump og Xi Jinping var nået til enighed.

- Ingen yderligere told vil blive indført efter 1. januar, og forhandlingerne mellem de to lande fortsætter, lød det i en meddelelse bragt på det kinesiske statsmedie ifølge Reuters.

Kina har som del af aftalen lovet at købe "en endnu ukendt, men meget stor mængde landbrugs-, energi- industriprodukter" i USA.

Det skal ske i et forsøg på at nedbringe USA's handelsunderskud over for Kina.

USA's præsident, Donald Trump, og Kinas præsident, Xi Jinping spiste lørdag middag efter G20-topmødet i Buenos Aires i Argentina.

Her blev de to ledere enige om, at samarbejde er vejen frem.

USA og Kina har bekriget hinanden på handel gennem det meste af 2018, og netop handelsstriden var på forhånd udpeget som et diskussionspunkt mellem de to.

Aktuelt er import fra Kina til en værdi af 250 mia. dollar ramt af den ekstra afgift.

Kina har svaret igen ved at forhøje tolden på amerikanske varer til en værdi af 110 mia. dollar.

Handelsstriden mellem de to lande har fået eksperter til at advare om følgerne for den globale økonomi.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11