Danish Agro bliver hængende på Kolding Havn
Efter at have investeret omtrent 30 mio. kroner i genåbningen af en grovvarefabrik på Kolding Havn i 2015 har virksomheden Danish Agro ikke tænkt sig at flytte fra havnen forløbigt.
Det skriver Jyske Vestkysten, efter at et enigt byråd i Kolding for to dage siden præsenterede en beslutning om at lukke erhvervshavnen, når de nuværende lejemål på havnen udløber i løbet af de kommende 25 år.
Henning Fogh, der er adm. direktør i Danish Agro, kalder beskeden fra byrådet for "chokerende".
- Vi har heldigvis en lang lejekontrakt i Kolding. Jeg tror, den løber over 20 år, og lige nu kan jeg ikke se andre muligheder, end at vi bliver liggende i hele perioden. Både fordi Kolding ligger centralt i forhold til markedet i Sydjylland, og så fordi vi har investeret så meget i Kolding. Vi bliver i den periode, vi kan, siger Henning Fogh til Jyske Vestkysten.
Læs også: Koldings borgmester taler for centralisering af havne
Planen er at omdanne erhvervshavnens arealer til byområder i takt med, at virksomhederne flytter ud.
- De her bynære arealer, som fylder meget og bruges til relativt få arbejdspladser, har fået en større og større negativ betydning for borgeres opfattelse af en by, sagde Koldings borgmester Jørn Pedersen (V) til Søfart i går.
I en pressemeddelelse udtrykker Danish Agros koncernchef undren over, at beslutningen er sket uden dialog med virksomhederne på havnen.
- Kolding Byråd kan beslutte hvad de vil, det anfægter jeg ikke, men jeg synes det er dybt problematisk når erhvervslivet bliver taget som gidsler i denne type beslutninger. For to uger siden fremlagde Kolding Havn en vækstplan, som i øvrigt er vedtaget med kommunal deltagelse, og nu 14 dage senere beslutter man så, at havnen skal nedlægges. Det giver ikke mening. En sund og tillidsfuld dialog er forudsætningen for et godt erhvervsklima i kommunen, og det synes jeg langt fra Kolding Kommune lever op til i denne sag, siger han og opfordrer byrådet til at genoverveje sin beslutning.