23948sdkhjf

Her er planen for havareret norsk fregat

Den havarerede fregat 'Helge Ingstad' skal hjem til basen, men det kan komme til at tage tid

Den norske fregat 'Helge Ingstad' var på vej hjem til basen Haakonsvern nær Bergen, da den i sidste uge kolliderede med aframax-tankeren 'Sola TS'. 

Selvom den forventede ankomsttid står hen i det uvisse, er Haakonsvern stadig destinationen. Det skriver det norske Forsvar i en opdatering. 

Allerede fredag i sidste uge gik arbejdet med at sikre fregatten i gang. Fartøjet hvilede på tre punkter under vand, og for at sikre fartøjet, forhindre vandindtrængning og undgå yderligere skader på materiellet gik man i gang med at svejse fæstningspunkter på skroget. 

Samtidig blev der blevet etableret kraftige fæstningspunkter i klipperne på land. Det fremgår af den seneste opdatering, at samtlige fæstningspunkter ville være fastgjort med kraftig wire i løbet af søndag. 

Boa skal bjærge

Heraf fremgår det også, at mandskab fra Forsvaret har været om bord for at hente data fra skibet, som er blevet overleveret til Statens Havarikommisjon.

Imens er planlægningen af bjærningen i fuld gang. Det sker i samarbejde mellem forsvaret, der har det overordnede ansvar for bjærgning, Kystverket, der har ansvaret for at håndtere udslip, og det Trondheim-baserede Boa Management. 

Sidstnævnte er hyret til at fragte havaristen til Haakonsvern med pram. Før fregatten kan bjærges, skal havbunden nærstuderes, og så skal skibets brændstoftanke sandsynligvis tømmes. Ifølge Ingeniøren drejer det sig om 385.000 liter dieselolie. 

Det er en tidskrævende opgave, fortæller Claus Christian Apneseth, der er projektleder i Miko Marine, til Ingeniøren. 

- Det her kommer til at tage lang tid. Sikkerheden for mandskabet og eventuelle dykkere har topprioritet. Først når det er helt sikkert, kan de begynde at tømme skibet. Og den operation kan også komme til at tage en del tid, siger han. 

Forbudszone etableret

Som Søfart tidligere har skrevet, mistede 'Helge Ingstad' førbarheden, da den kolliderede med det 250 meter lange tankskib 'Sola TS' ved 4-tiden den 8. november.

Fregatten mistede førbarheden og blev bragt på land, hvorefter 137 personer om bord blev evakueret. 

Der er etableret en forbudszone rundt om den havarerede fregat, som gælder 500 meter på land og 1000 meter til vands. 

Læs mere: 'Sola TS' advarede forgæves fregat inden kollision

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.22