23948sdkhjf

“Nu gør vi op med at færgerederierne kan tryne havnene”

De nye priser i Rønne Havn er et opgør med en tradition for, at færgerederierne selv bestemmer prisen på anløb, lyder det fra havnedirektør Thomas Bendtsen

I alt for lang tid har færgerederierne haft magten til stort set selv at kunne bestemme prisen for, hvad anløb i danske havne skal koste. 

Sådan lyder det fra Rønne Havns adm. direktør Thomas Bendtsen, efter at beregninger fra Søfart viser, at prisen for at anløbe Rønne med ‘Express 1’ 120 gange på en måned er mere end ti gange højere end i Aarhus Havn. 

- I Danmark har vi den her lange maritime tradition for, at færgerederierne mere eller mindre selv bestemmer priserne, fordi havnene har været kommunalt drevet, og regnskabet bare skulle løbe rundt, siger han til Søfart.

Det skal det være slut med nu, fortsætter han:

- Nu gør vi op med, at færgerederierne bare kan komme og tryne havnene. Det gider vi simpelthen ikke mere. Vi er en aktieselskabshavn herovre, og vi skal sørge for, at havnen tjener penge. Også til fremtidige investeringer i tidsvarende infrastruktur på Bornholm.

Læs også Pristjek: Anløb i Rønne Havn koster kassen

Skulle bare løbe rundt

Thomas Bendtsen mener, at nye investeringer i infrastruktur er blevet underprioriteret i Rønne og mange andre havne, imens de var kommunale. 

- Der har været sådan en holdning af, at havnene bare skulle løbe rundt. Men det betyder altså også, at man ser, at mange investeringer er blevet stedmoderligt behandlet, siger han og tilføjer, at havnene bliver nødt til at være konkurrencedygtige og følge med nye krav til dybgang og kajlængde. 

- Og derfor siger vi nu, at der skal være en mere ligelig fordeling imellem det, man betaler for at anløbe Rønne Havn, siger han. 

Høj minimumstakst

Her hentyder han til den minimumstakst på 67 øre pr. bruttoton (Bt) pr. anløb, som havnen ved indgangen til 2018 begyndte at opkræve for de fartøjer, der anløber havnen mere end seks gange hver måned. 

Til sammenligning er minimumstaksten i Aarhus Havn på 410 kroner for hele fartøjet. Derfor kommer 120 anløb med ‘Express 1’ til at koste 871.696 kroner i Rønne, hvor den tilsvarende pris i Aarhus Havn ville være 81.315 kroner.

Minimumstaksten i Rønne skal dog ses i forhold til standardtaksten på 2,98 kroner pr. Bt. for skibe, der anløber Rønne Havn mindre end seks gange om måneden. Det giver ifølge Thomas Bendtsen en rabat på ca. 70 pct. i forhold til standardtaksten, hvilket dog er en nedgang fra den rabat på 90 pct., der var tale, om inden den nye minimumstakst trådte i kraft.

Men kommer Molslinjen så ikke til at betale en meget stor del af jeres kommende havneudvidelse?

- Jo, det er klart. Dem, der bruger havnens infrastruktur mest, er også dem, der kommer til at betale mest. 

Hvad får Molslinjen ud af, at I laver store investeringer i havnen?

- Jamen når den står færdig, får de et stort manøvrerum, de kan sejle ind i, også når det er dårligt vejr. Og så er der jo også nogen, der har betalt for de moler, kajer og svajebassiner, der er allerede i havnen i dag. 

Skal også betale til fremtiden

Thomas Bendtsen mener dermed, at Molslinjen med den nye minimumstakst også skal være med til at betale for at fremtidssikre havnen. Han nævner som eksempel, at der med med tungen lige i munden kan manøvreres skibe på op til 180 meters længde ind i Rønne Havn i dag. Rederiet Færgens ‘Hammersodde’ var 125 meter lang, og dens efterfølger – Bornholmslinjens nybyggede ‘Hammershus’ – er næsten 160 meter lang. 

- Hvis vi ikke er klar til det næste, er det så den næste udbyder, der skal betale for den udvidelse alene? Nej, det er selvfølgelig noget, som brugerne af havnen finansierer løbende, siger han.

Men alligevel – skal I være ti gange så dyre som Aarhus Havn? De har jo også store udvidelser i sigte?

- I Aarhus har man nogle andre finansieringsmuligheder, end vi har. I de store byer er de gamle havnearealer meget værdifulde i transformationen til boligområder. Det kan vi ikke i Rønne, siger Thomas Bendtsen og tilføjer, at indtægterne fra arealudlejning i Rønne Havn udgør en meget mindre andel end landsgennemsnittet. 

Monopol giver ansvar

Som begrundelse for behovet for at øge taksterne nævner han også, at Rønne Havn aldrig har fået statsstøtte ligesom flere af havnene på den jyske vestkyst har det. 

- Og så er vi jo et aktieselskab, så vi skal finansiere udvidelser igennem bankerne. Vi har ikke adgang til Kommunekredit.

Endelig ser Thomas Bendtsen en forpligtigelse til at behandle havnens kunder mere ens. 

- Vi benægter ikke vores monopol. Og som monopolist har vi en forpligtigelse til at sørge for lige og rigtige vilkår for alle. Derfor hænger det ikke sammen, når nogle kunder skal betale standardtaksten, og nogle enkelte får 95 pct. rabat. Nu tager vi de her skridt for at få reduceret rabatten, siger han. 

Kommenter artiklen (12)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11