23948sdkhjf

Ærøxpressen "godt tilfreds" med aktieemission

Det lykkedes Ærøxpressen at hente 1,3 mio. kroner i den nu afsluttede anden runde af aktieudstedelser. "Vi er godt tilfredse," lyder det fra næstformand, der varsler endnu en emission.

Ærøxpressen har nu afsluttet den anden emission af aktier, som blev indledt i juni i år. 

Det har resulteret i, at rederiet har fået tilført 1.310.000 kroner i ny kapital. Det er langt fra de syv mio. kroner, det lykkedes at hente i den første aktieemission i starten af året, men det tager ikke humøret fra rederiets næstformand Boye Kromann.

- Vi er godt tilfredse med resultatet. Vi ville gerne have lidt mere luft i likviditeten i opstartsfasen, og det får vi nu, siger han til Søfart. 

Den seneste aktieemission blev en realitet, da det stod klart, at Ærøxpressen selv skulle finansiere et nyt færgeleje i Rudkøbing. Det gav en uventet ekstraregning på seks mio. kroner.

- Det råder 1,3 mio. kroner selvfølgelig ikke bod på, men det hjælper, siger Boye Kromann. 

Han understreger, at finansieringen af det nye færgeleje er på plads. Pengene fra de nye aktionærer er dog med til at behage långiverne, og i det hele taget pynter de på Ærøxpressens finansielle situation. 

En situation, som også er udfordret af, at rederiet nu først forventer at starte driften i slutningen af 2019, og ikke som tidligere forventet i foråret 2019.

- Vi havde håbet på en tidlig start, så vi kunne få billetindtægter fra højsæsonen med, siger Boye Kromann. 

Han løfter allerede nu sløret for, at endnu en aktieemission kan komme på tale. Den vil i givet fald finde sted omkring årsskiftet. 

- Det er klart, at det er begrænset, hvor meget mere vi kan pine ud af folk, og det er som sagt heller ikke noget must. Men jo mere, vi kan hjælpe på likviditeten, desto bedre, siger han.

Der er nu 1.492 aktionærer i selskabet, og den samlede aktiekapital er oppe på 10,8 mio. kroner. Aktionærerne kommer fra 14 forskellige lande. 

Kølen til den nye hybridfærge blev lagt i Riga den 3. september. Forventningen er, at færgen skal slæbes til Hvide Sande i foråret 2019, hvor den skal bygges færdig. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11