23948sdkhjf

Færgepersonale nedlagde arbejdet

Færgerne til Omø og Agersø lå stille i to timer, imens personalet holdt fagligt møde om nye vagtplaner

Utilfredshed med nye vagtplaner fik i går personalet på færgerne til Agersø og Omø til at indstille færgedriften fra klokken 12-14, imens der var fagligt møde. 

Det skriver TV Øst.

Ifølge mediet skyldes konflikten, at Slagelse Kommune gerne vil gøre de to færgeruter til en samlet enhed, hvor personalet kan dække ind for hinanden i tilfælde af sygdom. Ifølge Jimmi Jørgensen, der er rederichef i kommunen, er personalegrupperne i dag delt meget op i Omøfærgen og Agersøfærgen.

- De (personalet på færgerne, red.) nedlagde arbejdet, fordi de ikke mener, at de er blevet hørt, og de vil ikke sejle efter to forskellige vagtplaner, fordi de mener, at det er et overgreb på dem, siger Jimmi Jørgensen til TV Øst.

Han forklarer, at Omøfærgen i uge syv lå stille i halvandet døgn på grund af influenza til trods for, at der var ledigt personale på den anden færge. 

- Det vil vi simpelthen ikke være med til, og derfor vil vi udnytte færgepersonalet bedre, siger Jimmi Jørgensen til TV Øst. 

Hos FOA Sjælland, der er forhandlingspartner i konflikten, betragter man ikke den indstillede færgedrift i går som en arbejdsnedlæggelse. Konflikten er nu udskudt til fredag, hvor forhandlingerne genoptages. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.047