23948sdkhjf

Maritime iværksættere vil realisere vækstdrømme

Det Maritime Elitetræningscenter har kickstartet det fjerde hold af maritime vækstvirksomheder
Det Maritime Elitetræningscenter, ét af tolv ambitiøse udviklingscentre i det nationale Scale-Up Denmark initiativ, har netop kickstartet det fjerde hold af ambitiøse maritime virksomheder

Iværksættervirksomheden Frugal Technologies og Dana-Seals fra henholdsvis Nordjylland og Nordsjælland er blandt de ni nye deltagere i det maritime Scale-up Denmark program.

Sammen med de øvrige syv virksomheder skal de i de kommende måneder gennem et 200 timers intensivt træningsforløb for at dygtiggøre sig for hurtigere og bedre at kunne realisere deres vækstdrømme.

Lars Stoustrup, teknisk direktør i Frugal Technologies fortæller i en pressemeddelelse om deres motivation for at deltage i Scale-up:

- Som iværksætter er vi med i Scale-up for at arbejde med vores forretningsmodel og tilgang til risk management, som er en yderst vigtig parameter i Frugal Technologies. Den koncentrerede samtale med det brede felt af virksomheder i Scale-up er meget inspirerende og værdifuld for os.

Langsigtet vækstplan

CEO Louise Gyllich fra Dana-Seals fortæller, hvorfor de er med:

- De senere år har vi gennemført et generationsskifte i virksomheden med mig som ny CEO. Via Scale-up Denmark vil vi intensivere arbejdet med en ny langsigtet vækstplan, der skal udvikle virksomheden til næste niveau, primært indenfor salg og markedsføring. Vi er meget glade for at være blevet udvalgt til programmet og ser frem til at arbejde med de nye værktøjer.

Christine Lunde, direktør i MARCOD, der driver Det Maritime Elitetræningscenter i samarbejde med Vækst-hus Nordjylland og LIVA consult, glæder sig over tilgangen af nye virksomheder i programmet fra hele landet.

- Vi er glade for den store tilslutning fra hele landet til vores vækstprogram. Det er et spændende hold med både iværksættere og etablerede virksomheder, som vil få meget glæde af hinanden i form af gensidig læring og erfaringsudveksling undervejs i forløbet. Programmet er en stor succes og havde ikke været muligt uden støtten fra bl.a. Den Danske Maritime Fond, siger Christine Lunde.

De ni virksomheder på centrets hold nr. 4 er:

• Rosenby Engineering ApS (Læsø/Århus/København)

• KM Fish Machinery A/S (Dybvad)

• Sihm Højtryk A/S

(Esbjerg)

• Dansk Wilton A/S

(Herning)

• Dana-Seals A/S

(Helsingør)

• Scanfiber Composites A/S (Sindal)

• Vendelbo Spedition A/S (Hjørring)

• Frugal Technologies ApS (Aalborg)

• Navadan ApS (Karlslunde)

FAKTA: Det Maritime Elitetræningscenter

Det Maritime Elitetræningscenter er ét af 12 udviklingscentre placeret rundt om i Danmark i det nationale Scale-Up Denmark projekt.

Projektet har til formål at understøtte væksten og udviklingen i små og mellemstore højvækstvirksomheder, der har ambitioner om og potentiale til at være i eliten på sit felt.

Tirsdag og onsdag 18.-19. september var ni virksomheder på start camp på Hotel Comwell Rebild Bakker i Nordjylland, hvor der blev arbejdet med strategi og ledelse. Deres forløb strækker sig over syv måneder, hvor der bliver arbejdet intensivt med den enkelte virksomheds vækst- og udviklingspotentialer. Det sker gennem individuelle aktiviteter med rådgivning om finansiering og kapitalfremskaffelse samt et rådgivningsforløb ved specialiserede konsulenter. Dertil kommer kollektive aktiviteter i form af camps og workshops om faglige temaer og med mulighed for erfaringsudveksling og netværk.

Der søges lige nu deltagere til hold fem, som starter op primo 2019, og som sandsynligvis bliver sidste chance for at deltage i de maritime udviklingsforløb i Scale-up DK. Der er plads til max. otte virksomheder. Er man interesseret i at høre mere, kan man kontakte MARCOD.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.478