På langfart med et tankskib
Wakinyila Running Petersen er 28 år og andenstyrmand hos Maersk Tankers. Hun er vild med det internationale miljø på skibene og drømmer om en dag at blive overstyrmand
28-årige Wakinyila er indtil videre den første i familien og den eneste i sin vennekreds, som har valgt et liv til søs.
- Oprindelig ville jeg gerne være rejseguide. Men så faldt jeg over en annonce fra Mærsk, som søgte kadetter til deres skibe. Jeg havde aldrig hørt om uddannelsen før, men da jeg læste om den, passede det rigtig godt med mit ønske om at komme ud og rejse og møde andre kulturer, fortæller Wakinyila, som er halvt amerikaner og halvt dansker.
- Jeg har altid haft et meget internationalt liv, gået på international højskole og haft mange udenlandske venner. Så jeg har altid gerne villet have et job, hvor jeg kunne møde andre kulturer. Samtidig elsker jeg at rejse rundt i verden, siger hun.
Wakinyila blev i 2013 optaget som elev - i søfartssprog ’kadet’ - hos Mærsk og kom ud og sejle med et af rederiets containerskibe. Samlet var hun i praktik i godt et år på et skib, mens resten af uddannelsen fandt sted på Svendborg International Maritime Academy (SIMAC).
Nervepirrende start
I foråret 2017 var Wakinyila færdiguddannet som skibsfører og fik job hos Maersk Tankers. Rederiet råder over en flåde på omkring 164 produkttankere, dvs. skibe der sejler med eksempelvis olieprodukter.
- Jeg må indrømme, at det var rigtig nervepirrende lige til at starte med, for jeg havde meget erfaring med at sejle med containerskib, men jeg vidste rigtig lidt om tankskibe. Men det var en oplevelse, og jeg er meget glad for at være i tank nu, siger hun.
Et containerskib sejler som regel i fast rutefart fra havn til havn, mens tankskibe hyres af kunderne til forskellige ture ligesom en taxa.
- På et containerskib har du en helt fast rute, og du ved præcis, hvornår du er i den ene og den anden havn. Med et tankskib ved du ikke altid, hvor skal hen, eller hvor langt du skal sejle. Så hvis man godt kan lide at vide, præcis hvad der skal ske, så skal man ikke sejle med tankskib, forklarer Wakinyila.
Hun har indtil videre sejlet i både Nord- og Mellemamerika og det meste af Asien og Europa.
Hvad er dine ambitioner for fremtiden?
- Lige nu er jeg rigtig glad for at sejle, så jeg vil egentlig gerne bare fortsætte, som det er. Mit mål er at blive overstyrmand på et tidspunkt, men det er ikke noget, der haster. Jeg vil heller ikke sige, at jeg aldrig vil være kaptajn, men det er i hvert fald noget, der ligger mange år ude i fremtiden.
Tænker du, at du vil sejle i resten af din karriere?
- Jeg regner i hvert fald med at jeg bliver ved med at sejle, indtil jeg af en eller anden årsag ikke synes, det er sjovt eller spændende mere. Der er jo mange kvinder, der gerne vil have børn og derfor går i land. Men jeg tror ikke, at det for mig vil være af den årsag, jeg stopper med at sejle. Så længe jeg trives i det jeg laver og synes, det er spændende, og jeg lærer en masse, så vil jeg blive på søen. Men man ved jo aldrig, hvad der sker om fem-ti år.
Det bedste og det sværeste
Hvad er det bedste ved at være til søs?
- For mig er det helt sikkert en blanding af det internationale miljø og de mennesker, man arbejder med. Og at man har rigtig meget ansvar derude, når man sidder på broen og styrer skibet. Man kan jo ikke bare sætte sig og smide benene op på bordet. Man skal tænke meget og kunne handle, for man er ansvarlig for, at skibet kommer fra A til B.
Og hvad er det sværeste?
- Det kan være rigtig hårdt, at man ikke får så meget søvn, fordi vi arbejder i skiftehold. Men jeg synes faktisk, det hårdeste er, at man går glip af mange ting. For eksempel når man sidder derude til jul, og man ved, at ens familie sidder derhjemme og hygger sig. Det synes jeg godt kan være lidt hårdt.
Hvordan er det sociale liv om bord?
Det er meget forskelligt, fordi der ikke er faste besætninger. Så det er stort set nye folk, hver gang du kommer ud og sejle. Jeg har både været på skibe med vildt godt socialt samvær, hvor der hver lørdag var barbecue, og hvor vi havde teambuildingdage, spillede poker, så film sammen eller gik i poolen og sad ude på dækket og snakkede. Og så har jeg også været på skibe, hvor folk ikke havde så meget tid eller overskud til at være sociale, når de havde fri, men bare gik ind og sov eller så film for sig selv.
Få kvinder
Der er jo ikke mange kvinder i den branche. Hvordan er det at være alene kvinde om bord på et skib?
- Jeg kan godt lide det. Men jeg har også det meste af mit liv været omgivet mere af drenge end piger, så jeg har altid været vant til det. Jeg har også en uddannelse fra Forsvaret (Wakinyila er konstabel fra kamptropperne, red.), hvor der også var primært drenge. Så for mig var det meget naturligt at finde et job, hvor der var et flertal af mænd.
- Jeg oplever også, at besætningen er rigtig glad for at have kvinder derude. Folk tager sig lidt mere sammen, når der er kvinder om bord, og gør lidt mere ud af sig selv - de går måske i bad hver dag i stedet for hver anden dag. De vil også rigtig gerne snakke og hjælpe dig.
Hvad skal man tænke over, hvis man overvejer en karriere til søs?
- Man skal tage stilling til, om man kan finde ud af at være meget væk fra sine venner og familie. For man kan ikke bare lige ringe hjem eller se sin familie. Så man skal lige gøre op med sig selv, om man er en person, der kan holde ud at være i sit eget selskab og ikke behøver at omgås en masse mennesker hele tiden.
Artiklen indgår i Søfarts nye maritime uddannelsesmagasin 'Blue Future'. Klik her og læs hele magasinet