23948sdkhjf

Gennembrud hos Ford i 1928 skabte nutidens Maersk Line

Hvordan blev Mærsk egentlig et linjerederi? For at finde svaret skal man tilbage til 1928 og en specifik kontrakt med motorfabrikanten Ford Motor Company, der skulle have bildele transporteret fra USA til en ny samlefabrik i Japan
A.P. Møllers rederiaktiviteter blev grundlagt i 1904, men der skulle gå 24 år før man blev et decideret linjerederi.

I begyndelsen handlede det om trampfart, mæglervirksomhed og skibsbygning, men A.P. Møller mente, at der ville være en god forretning i at sejle gods rundt i verden efter en nøje tilrettelagt sejlplan.

Den første store aftale blev indgået med en række partnere langt væk fra Danmark.

Ford Motor Company havde en samlefabrik i Japan, og det lykkedes at få en aftale om transport af bildele fra USA.

Denne aftale om regelmæssige afskibninger af bildele dannede grundlaget for månedlige afsejlinger fra USAs østkyst.

Den første rute
Den første rejse begyndte mere præcist den 12. juli 1928 i Baltimore.

'Leise Mærsk’ anløb New York og Savannah inden skibet anløb Panama og derefter San Pedro - som dengang var havnen i Los Angeles.

I Japan anløb skibet Yokohama den 10. september, og fortsatte til Kobe og Moji før den videre færd til Manila og Iloilo i Philippinerne.

Trampskibe
’Leise Mærsk’ ankom retur til New York den 9. december.

I mellemtiden var rejse nummer to undervejs, og derfra var (næsten) regelmæssige, månedlige afgange - schedulerne var ikke så rigide i de dage.

Initiativet var en succes. Til erstatning for de knapt så egnede trampskibe modtog Maersk Line sit første specialdesignede linjeskib fra Odense Staalskibsværft i 1930.

’Gertrude Mærsk’ var udstyret med faciliteter for almindelig tørlast: Vegetabiliske olier, silke og kølerum til frugt og grønt.

Tilsvarende skibe tilgik rederiet i de følgende år.

Fra 1934 indførtes afsejlinger hver 14. dag.

USA-Asien ruten blev udvidet med anløb i Shanghai og Hong Kong, men yderligere planer blev bremset af Anden Verdenskrig.

Linjefarten på Maersk Lines eneste rute blev genoptaget i 1946.

I løbet af det næste årti etablerede Mærsk egne kontorer i Japan, Thailand og Indonesien.

Kundebasen blev øget, og nye ruter i Asien, Japan-Mellemøsten og Japan-Vestafrika blev startet efterhånden som mulighederne bød sig.
Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109