23948sdkhjf

Ikonisk piratskib bjærges bid for bid

Flere end en halv million genstande fra sørøveren kaptajn Sortskægs flagskib er reddet op fra havets bund ud for North Carolina i USA

Hvis du i 1718 fik øje på kaptajn Sortskægs berygtede flagskib, skulle du se at komme væk i en pokkers fart. Men nu har piben fået en anden lyd.

I hvert fald hos et hold forskere, der ofte besøger vraget af Sortskægs skib.

- Det er en helt fantastisk følelse, når man dykker ned og får øje på resterne af skibet, fortæller Kimberly Kenyon til Videnskab.dk.

I 11 år har hun ledet en forskningsenhed, der lokaliserer, bjærger og konserverer de rester af det kuldsejlede piratskib "Queen Anne's Revenge", som stadig gemmer sig på havbunden ud for North Carolinas kyst, USA.

Kaptajn Sortskæg, eller Edward Teach, som var hans borgerlige navn, opererede som piratkaptajn i Caribien og Nordamerika.

I 1718 lykkedes det ham at kapre det franske slaveskib "Concord", som han omdøbte til "Queen Anne's Revenge". Skibet blev udstyret med 40 kanoner og et mandskab af sørøvere, som Sortskæg ledte på en række ikoniske togter.

Men samme år gik skibet på grund i Beaufort Inlet i North Carolina, hvorefter Sortskæg og hans hær spredte sig.

Vraget blev opdaget i 1996. I alt er der fundet 30 kanoner på skibet, og 24 af dem er hentet op fra havets bund.

Men det kræver mange års arbejde, før genstande såsom en kanon er klar til at blive udstillet.

- Vi bruger typisk en kran på skibet til at løfte kanonen op til overfladen og over på en ladvogn, når vi er i land. Så køres den til laboratoriet, hvor den skal i en opbevaringstank. Så skal alt ved dens tilstand dokumenteres, inden vi begynder restaureringsarbejdet, forklarer Kimberly Kenyon.

Derefter fjerner konservatorer nøjsomt det materiale, der har sat sig på jerngenstanden de seneste par hundrede år. Hvert enkelt lag dokumenteres grundigt.

- Nogle gange kan der være groet så meget sammen, at der dukker flere kanonkugler og andre genstande fra skibet op i alle lagene af sedimenter og organisk, marint materiale, i takt med at vi når igennem lagene.

Til sidst, når man er nået helt ind til selve jernet, skal det igennem en afsaltning, hvor man ved hjælp af blandt andet elektricitet fjerner saltet, der ellers vil få jernet til at erodere over tid.

Selv om Kimberly Kenyon synes, at pirathistorien er spændende, er det lige så meget skibets historie som blandt andet tidligere slaveskib, der fascinerer hende.

- Vi er så heldige, at der stadig findes en liste over mandskabet og de enkeltes roller på tidspunktet, hvor skibet blev kapret. Hvor de kom fra, hvad de tjente og så videre. Alt står på den liste.

Der er dog stadig særligt én person, man mangler at finde tegn på i skibsvraget:

- Vi har stadig ikke fundet en genstand, der med sikkerhed tilhørte eller blev brugt af Sortskæg selv. Måske finder vi det heller aldrig, siger Kimberly Kenyon.

Men der er dog rigeligt med genstande at undersøge blandt de ting, der allerede er hentet op fra havbunden.

- Vi har stadig 2500 klumper af materiale, der skal behandles, formentlig indeholdende omkring 100.000 småobjekter.

- Så hver eneste dag er der chance for at gøre en fantastisk opdagelse, vi ikke havde regnet med.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078