23948sdkhjf

Ringe i vandet tilbage til Danmark fra Guangzhou

HVAC: Novenco Marine Offshore skal levere til to store ro/pax-projekter på Guangzhou Shipyard International med relationer til Danmark. Underskriften blev sat på SMM

To store ro/pax-projekter i Kina med danske forbindelser har kastet ordrer af sig til Novenco Marine & Offshore. Den danske ventilations- og kølespecialist kunne således under førstedagen på SMM-messen i Hamborg i går underskrive omfattede kontrakter med kinesiske Guangzhou Shipyard International på komplette HVAC/R-systemer (varme, ventilation, air-conditionering og køling) på op til fem store ro/pax-færger.

Læs også:  Selvsikkert værft vil gå hele vejen til krydstogtskibe

Disse er fordelt mellem de to 4.500 lanemeter og 600 passagerers store nybygninger, som DFDS har i ordre ved værftet til brug på Østersøen fra 2021. Dertil potentielt ordrens to optioner, der endnu ikke er udnyttet. Det andet projekt med danske forbindelser er en stor ro/pax-færge til algeriske ENTMV til brug på middelhavet mellem Algeriet og Frankrig fra september 2020.

Her er det danske OSK-Ship Tech, om har udviklet designet af den 1.800 passagers store nybygning, der skal kunne flekse mellem turistorienteret minicruise-fart og lavpris transport for emigrantarbejdere i Europa, når de skal besøge deres hjemlande i Nordafrika.

Mange års relationer

Den formelle underskrift blev sat ved et arrangement på den danske pavillon på SMM-messen, hvor William Zhou Xu Hui, Vice President i Guangzhou Shipyard International, repræsenterede ordregiveren, mens Lasse Lindberg Nielsen, CEO i Novenco Marine Offshore, repræsenterede ordremodtageren.

- Først og fremmest er jeg stolt af at samarbejde med danske virksomheder – noget vi har haft fornøjelsen af i mange år. Dernæst er HVAC/R-pakken en ekstrem vigtig del, når du bygger passagerskibe, og det er noget helt andet end standardløsninger. Leverancen til de her ro/pax-projekter blev tildelt Nocenco på grund af deres særdeles store erfaring og know-how i forhold til HVAC på passagerskibe, udtaler William Zhou Xu Hui.

Novenco Marine & Offshore har været leverandør til Guangzhou Shipyard International gennem tre årtier og har således HVAC-systemer ude på mere end 100 handelsskibe, bygget på værftet. En del af disse, hovedsageligt tankskibe, har værftet bygget til danske rederier som Norden, Mærsk og Torm.

Læs også:  OSK-Ship Tech og kinesisk værft bag ny færge til Algeriet

En relation, som nu udbygges yderligere og som blev understreget under sidste års Denmark Days i Kina, hvor HKH Kronprins Frederik besøgte værftet, påpeger Lasse Lindberg Nielsen.

National opbakning

- Den seneste færgeordre er et resultat af mange års samarbejde med Guangzhou Shipyard, men også af et øget fokus på samhandel mellem Danmark og Kina i almindelighed. Både værftet og vi deltog i Denmark Days sidste år, hvor kronprinsen var med under et event i Guangzhou. Opbakningen på national niveau støtter danske virksomheder som Novenco, der på trods af, at skibsbygningen er outsourcet til Kina, alligevel sikrer os adgang som underleverandører, siger den danske CEO.

Novencos ordre til DFDS-projektet, der er designet af finske Deltamarine, indbefatter ud over de øvrige områder i apteringen også HVAC/R til i alt 300 kahytter. Nærmere bestemt virksomhedens Micro Vent VAV-system.

Begge ordrer inkluderer ud over leverance af de komplette HVAC/R-anlæg også kommisionering i den afsluttede fase af byggeprocessen på værftet.

Læs også:  DFDS med i bølge af ro/pax-kontraheringer i Kina

Artiklen er en del af temaet SMM 2018.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079