23948sdkhjf

Bunkergiganter i strid efter motorstop på 'Thorco Lineage'

Det motorstop, som førte til grundstødningen af 'Thorco Lineage', kan være forårsaget af dårlig bunker. Mærsk har ikke oplevet problemet endnu

Sagerne med beskidt bunker, som menes at have ført til motorstop på mere end 100 skibe i år alene, viser sig nu også at trække tråde til Thorco.

Efter længere tids uvished om, hvad der forårsagede motorstoppet på MPP-skibet 'Thorco Lineage', som gik på grund i Fransk Polynesien i juni, giver et anklageskrift nu et bud. For motorstoppet er blevet omdrejningspunkt for et søgsmål blandt store internationale bunkerselskaber. 

Ifølge mediet Ship and Bunker har Trans-Tec, et datterselskab til World Fuel Services, sagsøgt Bomin Bunker Oil Coorporation. I anklageskriftet står der, at det var beskidt bunker leveret af Bomin, der førte til motorstop og den deraf følgende grundstødning på Thorco-skibet. Derfor mener Trans-Tec, at Bomin bør betale omkostningerne i forbindelse med havariet. 

Bomin leverede 680 ton

Søgsmålet kommer angiveligt efter, at WFS modtog en ordre om bunker til 'Thorco Lineage' den 1. juni. Ordren kom fra det delvist Thorco-ejede Singapore-selskab TKK Shipping, der har 'Thorco Lineage' på charter. 

Samme dag bestilte Trans-Tec 680 ton bunker hos Bomin, der leverede bunkeren til skibet den 7. juni i Cristobal-havnen i Panama. På daværende tidspunkt blev der ikke konstateret problemer med kvaliteten af den leverede bunker. 

Da hovedmotoren på 'Thorco Lineage' stod af den 24. juni, skete det angiveligt inden for 24 timer efter, at den nye bunkerleverance blev taget i brug på skibet. Af anklagen fra Trans-Tec fremgår det ifølge Ship and Bunker:

- Samme dag, den 24. juni 2018, notificerede chartrerne af 'Thorco Lineage' via TKK Trans-Tec om skibets grundstødning og motorstop med påstand om, at årsagen var upassende marinebrændstof leveret af Trans-Tec i Cristobal/Panama, som var af dårlig kvalitet og/eller med de forkerte specifikationer i forhold til det af parterne aftalte. 

Bomin blev angiveligt notificeret, men afviser ansvar med henvisning til, at tidsfristen var overskredet.

Nægtet adgang om bord

Endelig skulle Trans-Tec have sendt en surveyor ud til 'Thorco Lineage' umiddelbart efter motorstoppet. Denne blev dog angiveligt nægtet adgang til både skib, besætning og brændstofprøve af TKK Shipping. 

Søfart har været i kontakt med Thorco, der har 'Thorco Lineage' i kommerciel management. Her har man dog ingen kommentarer til sagen, så længe den verserer.

Som Søfart tidligere har skrevet, var 'Thorco Lineage' på vej til Hobart i Australien fra Baltimore i USA, da det efter motorstop drev på grund på atollen Raroia i Fransk Polynesien i Stillehavet. I øvrigt den samme atol, som blev enden for Thor Heyerdahls 101 dage lange ekspedition med tømmerflåden 'Kontiki' i 1947.

Læs mere: 'Thorco Lineage' er nu på slæb

'Thorco Lineage' er bygget i 2014, 132 meter langt og har en kapacitet på 17.000 t.dv.

A.P. Møller-Mærsk har endnu ikke oplevet problemer med forurenet bunker, oplyser koncernens presseafdeling.

- Vi er opmærksomme på det forurenede skibsbrændstof, som er fundet i Singapore. Vores flåde er ikke påvirket af hændelsen. Vi driver en af de største containerskibsflåder i verden og har procedurer på plads til at bestemme kvaliteten af det købte brændstof for at beskytte Maersk Line og Hamburg Süd, skriver Mærsk i en email til Søfart.

Procedurerne handler ifølge rederiet om at være meget omhyggelig med udvælgelse af bunkerleverandører. Mærsk forsøger også at undgå havne, som har vist sig at indebære en højere risiko for at modtage forurenet bunker.

- Desuden traf vi for nogle år siden beslutning om at etablere vores eget setup for leverancer på steder, hvor vi har kontrol over pramme og lagre. Dette gør det muligt for os at kontrollere kilden til det brændstof, vi leverer til Maersk Line og andre eksterne kunder, ligesom vi kan gennemføre kvalitetskontrol længere tilbage i forsyningskæden, skriver Mærsk og tilføjer:

- Branchen har tidligere oplevet tilfælde af problemer med brændstofkvaliteten, hvoraf alle blev løst inden for kort tid. Vi forventer ikke, at dette tilfælde vil adskille sig fra de tidligere tilfælde.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188