23948sdkhjf

Derfor tvinger markedet Norden til nedjustering

For meget ny tonnage på markedet og for store olielagre rundt om i verden er med til at presse raterne i tank, skriver Berlingske.

Et presset tank-marked, som i løbet af sommeren har set de værste spotrater i ti år, tvang i går tank- og tørlastrederiet Norden til at nedjustere sin forventning til årets resultat. 

De lave rater skyldes primært to faktorer, skriver Berlingske. Til Ritzau Finans forklarer Nordens adm. direktør Jan Rindbo, at der blev leveret mange nye tankskibe i 2016 og 2017, og de mange nye skibe er ikke blevet absorberet endnu. Derfor er der overkapacitet.

Dertil kommer, at efterspørgslen efter tankskibe ikke har levet op til forventningerne. Det hænger blandt andet sammen med, at der igennem perioden med meget lave oliepriser blev opbygget nogle enorme lagre af olie rundt omkring i verden, og den globale lagerbeholdning er stadig ikke normaliseret. 

Endelig har Norden oplevet en lavere efterspørgsel fra Latinamerika end forventet.

- Det er et udslag af en stærkere dollarkurs, der har gjort olieimport dyrere i Latinamerika. Endelig har vi gennem længere tid haft et ret svagt råoliemarked. Og nogle af de store produkttankskibe kan jo både sejle med råolie og raffinerede produkter, og i et svagt marked skifter nogle af de skibe helt fokus til produkttank igen, siger Jan Rindbo til Ritzau Finans.

Som Søfart skrev i går lyder prognosen for årets indtjening nu på mellem 0 og 30 mio. dollars mod tidligere forventet 10 til 50 mio. dollars.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.559