23948sdkhjf

Evergas ramt af bank-krav efter ejers deroute

Banker kræver nu ekstra garantier af Evergas, efter at den franske ejer Jaccars vanskeligheder trækker ud. CEO Steffen Jacobsen maner til besindighed.

2017 blev et splittet år for det danske gastankrederi Evergas, der kom ud af året med et underskud på 6,1 mio. dollar. Det er dog er en forbedring fra underskuddet på 10,7 mio. dollar i 2016. 

På den ene side kørte ethan-forretningen ifølge CEO Steffen Jacobsen som “en kniv i smør“ med leveringen af to nybygninger, der gik direkte ind på en lange charterkontrakter hos kunden Ineos.

På den anden side kørte ethylen-forretningen “rigtig skidt”. En stor tilgang af ny tonnage, lave rater og for mange idle-dage var ifølge Steffen Jacobsen med til at gøre 2017 til det værste ethylen-år i mange år. Og så nåede moderselskabet Jaccars 52 pct. ejerskab af Bourbon, et af verdens største offshorerederier, at sætte et kedeligt aftryk på Evergas’ seneste årsregnskab.

- På grund af krydshæftelser i gruppen har vi været nødsaget til at reklassifisere vores gæld fra langfristet til kortfristet, siger Steffen Jacobsen til Søfart. 

Vil ikke snakke om detaljer

Han forklarer, at Jaccar har stillet garanti for et lån til Bourbon. Derfor stiller udlånerne visse krav til Jaccars balance, som er under pres på grund af ejerskabet af Bourbon.

Ejerskabet af Bourbon i flere år har givet udfordringer for Jaccar. Det trængte marked for offshoretonnage har ført til, at skibsværdierne er lavere end gælden i skibene. Det har bankerne set igennem fingre med i 2015 og i 2016, men i 2017 stillede enkelte långivere så spørgsmåltegn ved, hvordan Bourbon ville komme videre. 

- Det har dybest set ikke så meget at gøre med det, vi laver i Evergas, men mere med Bourbon, siger han. 

Långivernes krav om yderligere garantier gælder dog også de lån, der er i Evergas’ skibe. Hvilke garantier, bankerne kræver, vil Steffen Jacobsen ikke komme nærmere ind på. Han afviser dog, at det får konsekvenser for de finansielle omkostninger i Evergas. 

- Der er jo ikke nogen banker, der har interesse i, at skibene bliver solgt, eller at vi accelererer afdragene på lånene. De har alle en interesse i, at det her flyder videre, men enkelte har så måske set deres mulighed for at forbedre deres vilkår, siger han.

Venter med champagnen

Steffen Jacobsen forventer, at forhandlingerne med bankerne kommer på plads i løbet af de kommende måneder. Derefter ser han frem til, at 2018 arter sig væsentligt bedre, end 2017 gjorde det.

Det gælder særligt inden for ethylen, hvor ordrebogen nu er ved at være i bund. Allerede i den første halvdel af 2018 er ethylen-raterne steget med 20-30 pct., og efterspørgslen efter petrokemiske gasser er stigende. Dertil kommer, at pool-samarbejdet E3 for ethylen-skibene, der blev indgået med det græske rederi Eletson i januar 2017, ifølge Steffen Jacobsen fungerer rigtig godt.  

Selvom også markedet for rederiets seks trykbåde på 5000 kbm er i kraftig bedring, forventer han dog ikke, at 2018 ender med noget prangende overskud. 

- Det bliver nok heller ikke i 2018, at vi trækker champagnen op. Men vi ser, at særligt 12.000 kubikmeter-markedet viser bedre takter, og hvis det fortsætter, så kunne det godt være, at 2019 blev et positivt år, siger Steffen Jacobsen.

Evergas A/S
mio. USD 2017 2016
Nettoomsætning 81,9 68,7
Resultat af primær drift (ebitda) 22,2 1,9
Årets resultat -6,1 -10,7
Egenkapital 22,3 28,2
Aktiver 297,3 245,3
Regnskabsåret blev afsluttet 31. dec 2017.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11