Nyt maritimt topmøde i København
Spritny messe i Øksnehallen vil i 2019 udfordre den eksisterende Danish Maritime Fair
Mændene bag det nye initiativ er Jesper Åndahl fra Copenhagen Exhibition Group og Jakob le Fevre, der tidligere arbejdede for den etablerede Danish Maritime Fair, men siden gik selvstændig.
Bliver den nye messe en konkurrent til Danish Maritime Fair?
- Jeg vil sige, at Danish Maritime Fair ikke helt tiltrak de besøgende, som de havde forventet, og jeg synes det er vigtigt, at Det Blå Danmark fortsat har en dynamisk platform, der kan tiltrække internationale opmærksomhed, siger Jakob le Fevre, direktør for Marpro.
Han er en af to hovedkræfter bag den nye messe - 'Copenhagen Shipping Summit', der vil blive afholdt i Øksnehallen den 10.-11. april 2019.
Begivenheden lanceres af Marpro i forening med Copenhagen Exhibition Group.
Konceptet er udviklet for - som arrangørerne formulerer det - at skabe en ny, dynamisk platform for Det Blå Danmark, der skal sikre vækst og internationalt fokus.
Kontrakten med Øksnehallen er underskrevet, og folkene bag er nu i gang med benarbejdet ift. at få så mange som muligt til at bakke op om messen. Valget faldt på Øksnehallens fordi den 5.000 m2 store venue ligger centralt i København, og fordi hovedstaden har profilen til at huse en international event.
Adm. direktør Jesper Åndahl fra Copenhagen Exhibition Group udtaler i en pressemeddelelse:
- Jeg glæder mig til den nye spændende event, og jeg føler at Jakob og jeg komplimenterer hinanden fantastisk godt. Jakob har et indgående kendskab til den maritime branche, og jeg tror, jeg kan bidrage positivt med mine mange års messe-erfaring. I mere end 20 år arbejdede jeg i Bella Center, og de sidste 11 år var jeg øverste ansvarlige for hele koncernens messe- og konference aktiviteter.
Søfart forsøger at indhente en kommentar fra Maritime Danmark, der er organisationen bag Danish Maritime Fair.