Nordjysk værft har aldrig haft så mange lærlinge
Rekorderne står tilsyneladende i kø i Frederikshavn.
Orskov Yard har netop præsenteret regnskabsrekord for tredje gang, men der er også grund til at glæde sig over virksomhedens bestand af lærlinge, der aldrig har højere end den er nu.
Faktisk huser værftet 32 lærlinge lige nu, hvilket svarer til 16 pct. af de timelønnede medarbejdere på værftet.
Selv har værftet en ambition om, at mindst 10 pct. af staben skal være under uddannelse.
- Det er vigtigt for os at bidrage til at skabe fremtidens maritime arbejdskraft, og jeg er stolt over, at så mange lokale unge ønsker at uddanne sig på Orskov Yard. Med den vækst, vi oplever i disse år, og de ambitioner, vi har, er det helt afgørende at sikre, at vi har kompetencerne til at løse de mange spændende udfordringer, der venter os i fremtiden, siger direktør Christina Ørskov, der er tredje generation i familien bag Orskov Yard.
Orskov Yard har i 2023/24 indgået uddannelsesaftaler med 13 nye lærlinge, mens fem er blevet udlært.
Milepæl
Torsdag kunne orskov Yard sende et regnskab på gaden for det forskudte regnskabsår 2023-24.
For første gang runder indtjeningen 100 mio. kr., lyder det i en pressemeddelelse i forbindelse med regnskabet.
De fine takter i regnskabet er båret af efterspørgsel på service, reparationer og ombygning af skibe, særligt inden for offshore vind og olie/gas, kombineret med en meget høj kapacitetsudnyttelse på tværs af dokke og værksteder.
Omsætningen er i 2023/24 øget fra 781 til 808 mio. kroner, mens resultatet efter skat udgør 103 mio. kroner mod 71 mio. kroner året før.
Bedre end ventet
På ledelsesgangen lyder det, at resultaterne er "bedre end ventet", og at man skal takke det gunstige marked for væksten i Frederikshavn.
Mange eksisterende offshore serviceskibe opgraderes og ombygges for at betjene havvindmølleparkerne, og det skaber travlhed på Orskov Yard.
- Den grønne omstilling inden for offshore øger behovet for værftskapacitet i Nordsøen, og her har vi både faciliteterne og den helt rigtige lokation til at tage skibene ind.
- Samtidig oplever vi en generelt positiv efterspørgsel i de fleste segmenter og er gode til at udnytte vores ressourcer på tværs af værftets faciliteter. Det skyldes ikke mindst, at vi har en meget kompetent medarbejderstab og en række underleverandører, som er virkelig dygtige til det, de laver, siger administrerende direktør hos Orskov Yard, Lars Fischer.