23948sdkhjf

Mærsk sender verbal nødraket op for overfyldt skib

'Alexander Mærsk' ligger ud for Sicilien med over 100 reddede mennesker om bord. Situationen er uholdbar.
Fredag gik containerskibet 'Alexander Mærsk' i aktion, da et skib med migranter i Middelhavet var i havsnød. Mere end 100 mennesker er reddet, men nu vil Italien ikke lade 'Alexander Mærsk' sætte dem af.

Derfor ligger skibet for tredje dag i træk for anker ud for den sicilianske havn ved byen Porzallo.

- Vi er rigtigt stolte af vores besætning for, at de har reddet alle disse mennesker og har gjort det sikkert. At vi så nu ikke kan landsætte disse mennesker er dybt beklageligt.

- Vores besætning er slet ikke gearet til at håndtere dette her. Der er mere end 100 mennesker ekstra om bord på et skib, der er lavet til 24. Det er både sikkerheds- og helbredsmæssigt uholdbart, siger Palle Laursen, teknisk direktør i Maersk Line.

Problematiske forhold

Skibet får forsyninger fra Italien, så der ikke mangler mad og vand. Men forholdene er fortsat meget problematiske.

- Det er en situation, der skal løses på minutter og timer, ikke dage. Vi taler med alle, vi kan, der vil lytte til os. Dette her må løses, og det må dem, der har ansvaret også kunne se, siger Palle Laursen.

Italien, der netop har valgt en ny og mere indvandringskritisk regering, ønsker ikke at tage imod migranterne. Der har været argumenteret for, at Danmark bør tage imod dem.

Men rent praktisk er det ifølge direktøren begrænset, hvor langt man kan fragte så mange mennesker på skib, der ikke er beregnet til det.

- Det er vores klare præference, at de bliver landsat i Italien, hvor skibet ligger. Det er af sikkerhedsmæssige hensyn.

- Jo længere, de er om bord, jo større risiko er der for deres helbred. Men også for vores besætning. Hvis man begynder at sejle, så ved vi ikke, om den nuværende efter omstændighederne gode stemning om bord ændrer sig.

- Det er mennesker i en enormt stresset og ulykkelig situation, siger Palle Laursen.

Han fortæller, at Maersk Line relativt ofte opsamler nødstedte migranter. Maersk Line har samlet omkring 2.600 nødstedte mennesker op i Middelhavet de seneste år.

Det vil man blive ved med, for det byder både loven og ånden i containerrederiet.

- Dette her kommer absolut ikke til at ændre på, at vi altid stiller op, hvis folk er i nød til søs. Ikke fordi de internationale konventioner byder os det, men fordi, det er en rolle, vi tager på os.

- Det er afgørende, at man til enhver tid kan regne med, at alle gør deres yderste for at hjælpe folk i havsnød. Det gør vi, og det er en grundlæggende del af det, at være rederi for os, siger Palle Laursen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141