23948sdkhjf

Revisor sår tvivl om J. Poulsens fremtid

Usikkerhed om fortsat finansiering af 'Thunder Bird' fører til påtegning fra revisor, fortæller Finn J. Poulsen efter milliontab i 2017.

Usikkerhed om finansieringen af heavy lift-skibet 'Thunder Bird' er skyld i, at revisoren udtrykker bekymring for den fortsatte drift af J. Poulsen Shipping i årsregnskabet for 2017. 

Det fortæller adm. direktør og medejer Finn J. Poulsen til Søfart efter offentliggørelsen af et regnskab, der trods en fremgang fra 2016 endte i et underskud på 14,2 mio. kroner. 

- MPP-markedet er forbudt for børn, siger han og uddyber sin betragtning af en af de mest pressede dele af shipping i øjeblikket:

- Du kan tjene til driften. Hvis du er heldig, kan du også tjene til renter. Hvis du er rigtig, rigtig heldig, kan du også tjene til afdrag.

Dyrt ophold på værft

Skibsrederen melder om et 2017, hvor konsolidering i branchen fortsatte med at lægge pres på markedet. Det kunne mærkes hos det Korsør-baserede rederi, hvor bruttofortjenesten landede på 6,31 mio. kroner. Det er dog en forbedring fra 1,64 mio. kroner i 2016.

Det tyngede dog i regnskabet, at haevy lift-skibet 'Thunder Bird' var på værft for at få skiftet wirer, skiver og andet grej. Det var en "rimelig bekostelig" affære, og dertil kommer tabet på driften som følge af, at skibet var ude i næsten fire uger, hvor det ellers har været på opgaver hele året.

Det er også 'Thunder Bird', der er kilde til revisorernes forbehold i regnskabet. Ifølge Finn J. Poulsen skyldes forbeholdet, at rederiet har fået udsættelse på afdragene på 'Thunder Bird'. Den eksisterende låneaftale med banken udløber i 2019, og indtil der er forhandlet en ny aftale på plads, vurderer revisorerne, at der er usikkerhed om rederiets fremtid. 

- Vi er heldigvis i den situation, at vi har en god dialog med banken, siger Finn J. Poulsen og tilføjer, at der hverken er problemer med den daglige drift eller likviditeten.

Er selv gået ind som direktør

I løbet af 2017 er medarbejderstaben i øvrigt blevet reduceret, så personaleomkostninger for året udgjorde 3,7 mio. kroner mod 7,8 mio. kroner i 2016. Det er primært i toppen af hierakiet, der er tyndet ud, da både regnskabschefen, økonomichefen og direktøren fratrådte, hvorefter Finn J. Poulsen gik ind som adm. direktør. 

Fremad kigger han ind i et marked, hvor transporten af farligt gods, der traditionelt har været en stærk kilde til indtjening i J. Poulsen Shipping, er stabil. Men hvor management af MPP-skibe fra mindre, hovedsageligt tyske, rederier, er presset. Det skyldes ifløge Finn J. Poulsen blandt andet, at banker og långivere tivnger de små redere, som ikke kan overholde sine gældsforpligtelser, til at sende deres skibe til større rederier.

- Det havde vi skabt os en forretning på, men den er blevet reduceret, siger han.

J. Poulsen Shipping A/S
mio. kr. 2017 2016
Bruttoroftjeneste 6,31 1,64
Resultat før finansielle poster -2,54 -8,72
Resultat før skat -16,59 -44,56
Årets resultat -14,24 -42,82
Aktiver i alt 9,85 37,92
Egenkapital 7,48 21,71
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2017.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094