23948sdkhjf

Færgerederi søges: Ønsker flere færger fra Ebeltoft

Syddjurs Kommune og lokal borgergruppe går nu aktivt i gang med at finde et nyt rederi til at sejle borgerne til Sjællands Odde og tilbage

På Djursland kæmper en gruppe borgere for at få en daglig færgeforbindelse til Sjællands Odde.

- Molslinjen kan gøre, hvad de vil, men vi vil arbejde hen imod at få et nyt rederi til at sejle dagligt mellem Ebeltoft og Sjællands Odde, siger Christian Haubuf (A), der er medlem af Styregruppen for daglig sejlads Ebeltoft-Odden, til TV2 Østjylland.

Gruppen af borgere har i årevis kæmpet en brav kamp for at forbedre forbindelsen over Kattegat for borgerne i Syddjurs Kommune. Molslinjen har koncession på ruten, men efter at have undersøgt sagen i månedsvis er styregruppen nået frem til, at der ikke er noget i vejen for at få et andet rederi end Molslinjen til at sejle på ruten.

- Det betyder utroligt meget for Syddjurs Kommune. Erhvervslivet har brug for at kunne komme derover og tilbage på en anden måde, end de kan i dag, siger Christian Haubuf.

Aflyste i højsæson

Siden Molslinjen i 2015 valgte kun at sejle til Ebeltoft i weekender og om sommeren, har borgerne forsøgt at finde en løsning. Utilfredsheden med Molslinjens betjening af ruten kulminerede i sommeren 2017, hvor rederiet aflyste en række afgange midt i højsæsonen. 

Dengang frygtede næstformand i Business Djursland Ole Sørensen, at Molslinjens beslutning ville få store konsekvenser for turismen på Djursland. 

- Djursland har været nedprioriteret hos Molslinjen gennem de senere år, og at vi nu endnu engang må stå for er dybt beklageligt. Vores erhvervsliv og befolkning holdes som gidsler i det spil, og derfor må vi appellere til vores politikere om, at de kommer på banen, så der forhåbentlig kan blive noget konkurrence på Kattegat-ruterne, sagde han til Søfart.

Læs også: Erhvervsliv raser over aflyste Ebeltoft-afgange 

Nu kan styregruppen altså officielt melde ud, at de søger et nyt rederi, der vil fragte østjyder til Sjælland og hjem igen.

- Opbakningen fra borgerne har været helt enestående. Vi har haft en underskriftindsamling, og vi fik 8500 underskrifter, og det er jo mange flere, end der bor i Ebeltoft, siger Christian Haubuf til TV2 Østjylland.

Næste skridt for Styregruppen for daglig sejlads Ebeltoft-Odden er et møde med Syddjurs Kommune, der finder sted d. 11/6. Forhåbningen er, at der falder flere detaljer på plads på mødet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.563