23948sdkhjf

Krydstogt løftede CMP i 2017

En god vækst i krydstogtsegmentet sikrede Copenhagen Malmö Port vækst i 2017, viser årsrapport.

Stadigt flere og stadigt større krydstogtskibe fandt vej til Copenhagen Malmö Port (CMP) i 2017, og det var med til at sikre havnen fremgang i regnskabet

Målt på passagerer var der tale om en stigning på 16 pct. til 849.000 i 2017. Det medvirkede til, at den samlede omsætning for selskabets havne endte i 839 mio. svenske kroner (610 mio. kroner) i 2017. Det er en stigning fra 812 mio. svenske kroner i 2016.

Til gengæld faldt den samlede godsmængde til 15,5 mio. tons fra 15,7 mio. tons på grund af nedgang i containere, biler og bunker fra Prøvestenen. Tør bulk oplevede en vækst på 200.000 tons til 3,6 mio. tons, og ro/ro voksede til 295.000 enheder.

På bundlinjen kom CMP ud af 2017 med et overskud på 26 mio. svenske kroner mod et overskud på seks mio. svenske kroner i 2016. Driftresultatet steg til 78 mio. svenske kroner i 2017 fra 43 mio. svenske kroner i 2016.

- Vi ser en stærk udvikling for krydstogtoperationen. Skibene bliver større, og der er flere ankomster, siger Barbara Scheel Agersnap, adm. direktør i CMP, i en pressemeddelelse.

Hun tilføjer, at havnen også håndterer flere turn around calls, hvor krydstogtskibene skifter passagerer.

- Dette konsoliderer klart Københavns position som det førende krydstogtmål i Nordeuropa og bekræftes også af de fantastiske tilbagemeldinger, vi modtager fra vores kunder. Samtidig bemærker vi også øget interesse for Malmø, da det er blevet kendt, at CMP også kan modtage større skibe i dén havn, siger Barbara Scheel Agersnap.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099