23948sdkhjf

Politikere: Kontrol skal stoppe brug af illegale søfolk

I dag er der ingen kontrol af illegal arbejdskraft til søs, skriver 3F, efter at et rederi forleden fik en millionbøde for at bruge søfolk uden arbejdstilladelse. Flere ordførere vil nu tage sagen op i Folketinget.

Der er ingen kontrol med, om danske rederier bryder udlændingeloven og udnytter illegale søfolk til dumpingløn. Det vil flere ordførere i Folketinget have ændret på.

Det skriver Fagbladet 3F.

Det sker efter, at rederiet Sirius Shipping i retten blev idømt en bøde på 1,5 mio. kroner for at have brugt filippinske søfolk uden arbejdstilladelse på fire af deres skibe under dansk flag.

Ulovlighederne blev afsløret af det Internationale Transportarbejderforbund ITF, og ikke af de danske myndigheder. De fører nemlig ikke aktiv kontrol med, om rederierne bryder udlændingeloven.

Læs også: Rederi får millionbøde for brug af illegal arbejdskraft

Ifølge udlændingeloven skal søfolk uden for EU have arbejdstilladelse, hvis de arbejder på et skib under dansk flag i international trafik og anløber en havn i Danmark mere end 25 gange inden for et år.

Sirius Shipping blev dømt for at anløbe en havn mere end 25 gange uden de fornødne arbejdstilladelser.

Ansvaret hører under Udlændinge- og Integrationsministeriets styrelse for International Rekruttering og Integration (SIRI), men de kontrollerer ikke.

- SIRI har ingen mulighed for at kontrollere, hvor mange gange et dansk skib i international fart med en udenlandsk arbejdstager ombord anløber dansk havn, siger specialkonsulent i SIRI Jesper Wodschow Larsen og fortsætter:

- SIRI kan ikke kontrollere, om udenlandske arbejdstagere på skibe overtræder reglerne for fritagelse for arbejdstilladelse.

Transportordfører for Enhedslisten Henning Hyllested vil have Søfartsstyrelsen til at tjekke besætningernes arbejdstilladelser og andre oplysninger, der kan afsløre brug af ulovlig arbejdskraft.

- Søfartsstyrelsen er jo i forvejen om bord på skibene som myndighed, hvor de tjekker forhold, der har at gøre med søfartlovgivningen. Det kan sagtens lade sig gøre at udvide deres kontrol. Det er helt galt, at myndighederne ikke arbejder på tværs her, siger Henning Hyllested.

Han mener, at der i høj grad er brug for langt mere kontrol.

- Der bruges illegale søfolk, og der underbetales, så det brager. Det blev understreget af dommen i Odense. Ulovlighederne er også dokumenteret af ITF, siger Henning Hyllested, der vil tage sagen op i Folketinget med spørgsmål eller samråd.

Erhvervsordfører Hans Kristian Skibby (DF) er enig.

- Det er god, sund fornuft. Jo flere kontroller lavet af den samme myndighed, der har forstand på området, jo bedre. Jeg vil opfordre de to ministerier, som styrelserne hører under, til at drøfte det her, siger Hans Kristian Skibby.

ITF-inspektør Morten Bach, der i sin tid anmeldte rederiet Sirius til politiet, pointerer, at ITF gør, hvad de kan for at dæmme op for ulovlighederne.

- Men det er nu engang ikke vores opgave at kontrollere, om loven overtrædes. Det er myndighedernes opgave, og de svigter desværre, siger han.

Fagbladet har bedt Søfartsstyrelsen om en kommentar. Men styrelsen har ingen kommentarer til ordførernes forslag.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125