23948sdkhjf

Kina indleder flådeøvelse i Taiwan-strædet

Kinesisk flådeøvelse i strædet mellem Kina og Taiwan symboliserer voksende spændinger i regionen.

Den kinesiske flåde begynder onsdag en fem dage lang øvelse i Taiwanstrædet. Det skriver nyhedsbureauet AP, der kalder det et tegn på voksende spændinger mellem Kina og Taiwan.

Øvelsen involverer, at der bliver skudt med skarpt. Derudover er meget få detaljer om øvelsen offentliggjort.

Kinesisk stats-tv har ikke gjort noget forsøg på at skjule at øvelsen er rettet mod Taiwan.

- Sig ikke, at I ikke blev advaret, lød en overskrift på kanalens hjemmeside.

Øvelsen blev annonceret i sidste uge, da præsident Xi Jinping var på den største inspektion af den kinesiske flåde siden 1949. Her blev 48 skibe, 76 helikoptere og mere end 10.000 soldaters opgaver gennemgået.

Konflikten mellem Kina og Taiwan stammer fra den kinesiske borgerkrig i 1949. Før borgerkrigen var begge lande en del af Kina, men de to var på hver sin side i borgerkrigen og blev aldrig samlet efter borgerkrigen.

I Kina er det opfattelsen, at Taiwan er kinesisk territorium, der før eller siden skal samles med resten af Kina igen – med magt om nødvendigt.

Modsat har den nuværende premierminister i Taiwan erklæret, at han er tilhænger af at søge formel uafhængighed af Kina, og at han betragter Taiwan som en suveræn stat.

På trods af manglen på formelle forbindelser mellem USA og Taiwan, har USA forpligtet sig til at komme Taiwan til undsætning i tilfælde af fare.

USA er samtidig Taiwans største leverandør af våben, og med den nye sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus, John Bolton, har Taiwan ifølge AP fået en stærk allieret i den amerikanske regering.

Taiwan-strædet er 180 kilometer langt og på sit smalleste punkt er det 130 kilometer bredt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11