23948sdkhjf

Udvidelse koster på bundlinjen i Hanstholm Havn

Den store udvidelse af Hanstholm Havn medvirker til, at overskuddet faldt en anelse i 2017, imens godsmængden steg med næsten 30 pct.

En tilfreds bestyrelse har nu godkendt årsregnskabet 2017 for Hanstholm Havn. Det oplyser havnen i en pressemeddelelse.

Bruttofortjenesten blev på 26,8 mio. kroner mod 25,1 mio. kroner i 2016, og det svarer til en fremgang på syv pct. Bundlinjen efter afskrivninger faldt dog med to pct. sammenlignet med rekordåret 2016 til 9,8 millioner kroner i 2017.

Ifølge Hanstholm Havn skyldes det beskedne fald i resultatet de investeringer, som havnen har foretaget i forbindelse med den store udvidelse af havnen, der blev indledt i 2017.

– 2017 blev et af de absolut vigtigste år i havnens 50-årige historie. I jubilæumsåret fik vi gennemført et meget omfattende udbud og igangsat vores store havneudvidelse til godt 500 mio. kroner. Dermed har vi efter flere års tilløb bevist, at vi kan og vil investere i fremtiden, siger bestyrelsesformand Martin Vestergaard i pressemeddelelsen.

Mængden af gods håndteret over kaj i Hanstholm steg fra 212.550 ton i 2016 til 274.048 ton i 2017. Det svarer til en stigning på 29 pct., og det er især mængderne af træ, fiskemel, søral og træpiller, der har udviklet sig positivt.

Det er dog industrifiskeriet, der tegner sig for den største stigning målt på mængden. Her steg mængden med ikke mindre end 70 pct. fra 119.887 ton i 2016 til 204.756 ton i 2017.

Stigningen kommer primært fra de gunstige vilkår, som tobisfiskeriet havde i 2017. Trods den store mængdestigning faldt den samlede værdi dog fra 261 mio. kroner i 2016 til 240 mio. kroner i 2017. Det skyldes, at de gennemsnitlige indhandlingspriser faldt fra 2,1 kroner per kilo i 2016 til 1,2 kroner i 2017.

Den samlede værdi af den fisk, der blev håndteret i Hanstholm Havn i 2017, landede på 1,03 mia. kroner.

Den store udvidelse af havnen forløber ifølge bestyrelsen planmæssigt. Den kommer blandt andet til at omfatte nye ydermoler, øget dybde i havnen og mere end 150.000 kvm nye baglandsarealser.

Sideløbende med den store havneudvidelse investerer havnen løbende i forbedring og optimering af forholdene for havnens virksomheder. I 2017 blev en ny kombineret multi- og kassehal taget i brug, og generelt er havnens investeringsniveau stigende. Investeringsaktiviteten i 2017 beløb sig til 25,7 mio. kroner mod 11,8 mio. kroner i 2016.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125