23948sdkhjf

Reefer slipper olie ud ved Kalundborg

Miljøskibet 'Gunnar Seidenfaden' og Marinehjemmeværnet er sat ind ud for Kalundborg, fordi en reefer fra Cool Carriers lukker olie ud fra et hul i skroget.

En reefer har tirsdag eftermiddag lækket olie i Kalundborg Fjord, oplyser vagtholdsleder Ole Theill, Forsvarets Operationscenter.

Miljøskibet 'Gunnar Seidenfaden' er sat ind sammen med Marinehjemmeværnet for at fjerne forureningen i området.

Ved 19-tiden var Marinehjemmeværnet fra Kalundborg på stedet med fartøjet 'Holger Danske' med 10 frivillige om bord.

De var i færd med at inddæmme olieudslippet med flydespærringer. Når olien er inddæmmet, skal den efter planen suges op.

Forsvaret oplyste tirsdag aften, at der er et 20 meter bredt oliespor i vandet. Det strækker sig fra skibet og en sømil (1,85 km) mod syd. Olien ligger som klumper i vandet.

Natten til onsdag er meldingen dog, at situationen ikke er alvorlig. 

- Udslippet er meget beskedent. Det, som man har set i området, har primært været en oliefilm på vandet og nogle meget små klumper, siger vagtholdsleder ved Forsvarets Operationscenter Michael Horn.

- Det er ikke konstateret, at der er drevet noget i land, tilføjer han.

Det var køleskibets kaptajn, der tirsdag eftermiddag klokken 14.45 slog alarm om, at skibet har en revne i skroget, hvorfra der løber olie ud i vandet. Olien stammer fra skibets brændstoftank.

Køleskibet, der hedder 'Crown Ruby', sejler under Bahamas-flag og tilhører rederiet Cool Carriers med hovedkontor i Stokholm. Det var på vej fra Sankt Petersborg til Cristóbal i Panama, da der opstod problemer med skibets skrue.

Derfor ankrede det op i Kalundborg Fjord for at få skaden repareret. I forbindelse med reparationen opdagede dykkere en revne i skroget, hvorpå der blev slået alarm.

- Der er angiveligt sket det, at skibet under starten af sin tur over Østersøen har ramt noget ukendt under vandet, som har beskadiget skruen, siger Michael Horn.

Han fortæller videre, at Forsvarets Operationscenter har haft et miljøberedskabshold ude sammen med politiet for at tale med kaptajnen på skibet. Kaptajnen har dog ikke ønsket at udtale sig, før hans advokat er til stede.

- Så det bliver formentlig i morgen (onsdag, red.), siger Michael Horn.

Forsvarets Operationscenter kan ifølge vagtholdslederen få et bedre overblik over situationen onsdag, når det er blevet lyst.

- For så har vi mulighed for at få et fly i luften til at undersøge området samt få en drone til at flyve langs kysten, siger Michael Horn.

152 meter lange 'Crown Ruby' er bygget i Japan i 1997, har et samlet dækareal på 6231 kvm foruden 70 reeferplugs.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063