23948sdkhjf

Evakueret sømand fra Maersk Honam er død

En thailandsk ansat på Maersk Honam er omkommet. Fire meldes stadig savnet, imens skibet fortsat står i flammer.

En af de 23 sømænd, som tirsdag aften dansk tid blev evakueret fra 15.000 teu store Maersk Honam, er nu død som følge af de kvæstelser, han fik i forbindelse med den brand, som tirsdag eftermiddag brød ud på skibet.

Ifølge Maersk Line blev den thailandske sømands tilstand kraftigt forværret onsdag eftermiddag.

- Vi er dybt bedrøvede over, at en af vores kolleger, der i første omgang var blevet evakueret, er gået bort. Begivenhedens alvor er eskaleret, og alle i Mærsk er bevægede af dette. Vi er i kontakt med den afdødes familie, og vores tanker og kondolenser går hen til dem, siger Søren Toft, COO i Maersk Line.

De resterende 22 besætningsmedlemmer, som blev evakueret, er på vej til Sri Lanka på containerskibet ALS Ceres, som kom til undsætning omtrent tre timer efter, at Maersk Honam udsendte nødsignal.

Der er dog intet nyt om de fire søfolk – angiveligt en inder og tre fillippinere – som stadig er savnede efter branden. Imens står skibet stadig i flammer 650 sømil vest for Kochi, Indien, og en række billeder, som angiveligt er taget af den indiske kystvagt og den indiske flåde, vidner om, at branden raserer nær apteringen. 

En talsmand fra Maersk oplyser til Wall Street Journal, skibet havde fartligt gods om bord, men at der "ikke er beviser, som antyder, at farligt gods er skyld i branden". Flere medier rapporterer, at der ifølge den indiske kystvagt skete en stor eksplosion i løbet af onsdag.

Fem skibe deltager nu i redningsaktionen, der bliver ifølge Maersk bliver koordineret af containerskibet Maersk Mc-Kinney Møller.

Maersk Honam havde 7860 containere (12.416 teu)  om bord, da branden brød ud. 

Læs også: Syv mistede livet hos Mærsk i 2017

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125