23948sdkhjf

Rederier: Vigtigt med fair play efter Brexit

Danske Rederier opfordrede på et møde i dag med statsministeren og EU's hovedforhandler, Michel Barnier, til at gribe ind, hvis Storbritannien indfører konkurrenceforvridende tiltag
Skibsfarten til Storbritannien er danske rederiers største europæiske marked. Det er baggrunden for, at Danske Rederier nu opfordrer myndighederne til at holde et vågent øje med konkurrencen på tværs af den Engelske Kanal efter briternes udtræden af EU i 2019.

- Vi opfordrer EU til at finde en mekanisme, hvor konkurrencesituationen mellem Storbritannien og EU løbende overvåges, så der bliver grebet ind, hvis britiske myndigheder giver forvridende statsstøtte, indfører urimeligt lave miljøkrav eller lignende, sagde Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier på et møde fredag på Marienborg.

Her havde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) inviteret en række repræsentanter for erhvervslivet til at give deres syn på de aktuelle forhandlinger.

EU’s hovedforhandler, kommissær Michel Barnier, deltog også i mødet, og gjorde status på forhandlingerne med Storbritannien.

Brexit-aftale skal kunne håndhæves

Herefter fortalte Anne H. Steffensen om rederiernes perspektiv på den kommende Brexit-aftale. Hun understregede i den forbindelse behovet for at sikre den frie handel mellem EU og Storbritannien og fastholde gensidige adgang til hinandens farvande for både britiske og europæiske rederier.

- Det er altså ikke tilstrækkeligt med en aftale. Vi skal også overveje, hvordan den kan håndhæves med respekt for begge parter, sagde Anne H. Steffensen ifølge en pressemeddelelse fra Danske Rederier.

Rederiernes brancheorganisation foreslår at indarbejde en overvågningsmekanisme og klageinstans i en handelsaftale med Storbritannien for at undgå konkurrenceforvridning. Rederierne mener, at det begynder at haste med en aftale og peger på, at virksomhederne i dag har uhindret markedsadgang på tværs af EU.

Læs også: Brexit halverer væksten hos DFDS

- Det gælder også skibsfarten til Storbritannien, der er danske rederiers største europæiske marked. Alene i interne britiske farvande omsætter danske rederier for en milliard kr. ved at servicere olie, gas og havvind på britisk sokkel. Det ønsker vi at fastholde, og vi byder også fortsat britiske rederier velkommen i vores farvande. Men det skal ske med opretholdelse af fair play, siger Anne H. Steffensen.

Hun peger på, at hvis et EU-medlem indfører konkurrenceforvridende lovgivning, har de andre medlemmer mulighed for at klage til enten EU-Kommissionen eller rejse en sag ved EU-Domstolen.

- Det er med til at sikre at de fælles spilleregler overholdes.

Læs også: Maritimt synspunkt: Ny situation for danske rederier efter Brexit


Fakta om dansk søfart og Brexit

 I 2016 var UK danske rederiers største marked i Europa, og det tredjestørste marked globalt. UK stod for 5,3 pct. af danske rederiers udenlandske aktiviteter, hvilket svarede til 8,8 mia. kr. i 2016.

 I 2015 eksporterede UK varer og tjenester til EU for 230 mia. pund (44,5 pct. af UKs samlede eksport). UK’s import fra EU var i samme år 291 mia. pund (53,1 pct. af UKs samlede import).

 Størstedelen af samhandelen foregår via skibe, hvoraf en stor del sker med ro-ro fartøjer, som dagligt transporterer tusindvis af lastbiler til og fra UK.

 Siden toldkontrollen i de europæiske havne blev ophævet i begyndelsen af 1993, er trafikken over den Engelske Kanal steget fra 1 mio. lastbiler i 1992 til 4 mio. i 2015.

 Foruden den mere traditionelle skibsfart er Storbritannien hjem for verdens største offshore vind-sektor. Der er også væsentlige forekomster af olie og gas på britisk sokkel, og danske rederier har en ikke uvæsentlig rolle i serviceringen af den britiske olie- og gasindustri.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173