23948sdkhjf

A.P. Møller straffes for ulovlig arbejdskraft

Dommer ser formildende omstændigheder i sag om to kineseres og en amerikaners ansættelse hos Mærsk.
Rederiet A.P. Møller er mandag idømt en bøde på 30.000 kroner i en sag om ulovlig beskæftigelse af tre udenlandske ansatte, en amerikaner og to kinesere.

Dommen er afsagt af Københavns Byret, og straffen er mild i forhold til anklagemyndighedens krav.

Afgørelsen indebærer dog, at rederiet formentlig mister adgangen til en hurtig sagsbehandling hos myndighederne. Fremover vil A.P. Møller efter al sandsynlighed ikke kunne betjenes under den såkaldte fast-track-ordning hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Siri.

Byretten slår fast, at A.P. Møller ikke havde nogen økonomisk fordel af at beskæftige de tre udlændinge, som arbejdede i strid med reglerne. Overtrædelserne af udlændingeloven var blot resultat af uagtsomme fejl.

Fraviger bødeniveau

Derfor fraviger dommer Lone Molsted det bødeniveau, som ellers fremgår af forarbejderne til loven.

I et retsmøde forleden lagde anklager Rasmus Thisted op til, at bøden skulle lyde på et godt stykke over 70.000 kroner.

Men dommeren skriver, at det ville føre til en uforholdsmæssig høj bøde, såfremt hun fulgte udgangspunktet i lovens forarbejder og blot lagde beløbene sammen.

Desuden slipper den ene udlænding, en forretningsanalytiker, for straf. Hun brast i gråd, da hun forleden afgav forklaring for dommeren.

- Jeg havde ikke den nødvendige information. Jeg ville ikke overtræde loven, sagde den kinesiske kvinde, der bor i Sverige.

Uden problemer opnåede hun hurtigt en arbejdstilladelse som pendler, da fejlen gik op for hende.

Kritiseret myndighederne

Under sagen har A. P. Møllers forsvarer kritiseret myndighederne. Styrelsen svigtede ved ikke at informere den kinesiske kvinde præcist om, hvad konsekvensen var af at flytte fra Danmark, hvor hun havde arbejdstilladelse, til Sverige, sagde advokat Claus Ryberg Hoffmann.

På grund af sagerne har Mærsk dog strammet op, har rederiet forsikret i retten. Selskabet er afhængig af arbejdskraft også fra ikke-EU-lande, hed det i en pressemeddelelse forleden. Under fast-track-ordningen har man fået flere end 900 godkendelser siden 2015.

Sidste efterår undgik Københavns Universitet at blive slettet af ordningen, da landsretten nedsatte en bøde. Også DTU er sluppet med skrækken i en bødesag fra januar.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141