23948sdkhjf

Smyril Line får egne faciliteter i Hirtshals

HAVNE: Efter markant udvidelse af besejlingen af Hirtshals kan Smyril Line nu se frem til egne terminalfaciliteter i den store nordjyske færgehavn

Det første større byggeri på den landudvidelse, som Hirtshals Havn har etableret ved Nordsø Terminalen, er netop nu ved at blive synlig.

Læs også: Smyril Line vokser i et hårdt nordatlantisk marked

Det er det færøske rederi Smyril Line, der har påbegyndt opførelsen af en 3.350 kvm stor administrations- og lagerbygning tæt ved Nordsø Terminalen og Containerkajen, hvor tre af rederiets skibe anløber havnen ugentligt, det skriver Hirtshals Havn på sit nyhedsstite.

Smyril Lines byggeri på havnen i Hirtshals omfatter en administrationsbygning på 600 kvm, en 2.700 kvm stor lagerbygning samt et terminalkontor på 50 kvm ved indkørslen til Nordsø Terminalen.

– Hos Smyril Line ser vi meget frem mod at udvikle vores aktiviteter og herunder at styrke vores position gennem etableringen på Hirtshals Havn. Placeringen og udformning af bygningen tager udgangspunkt i en effektiv og hurtig operation i forbindelse med håndteringen af godset på vores skibe og servicering af både vores cargo- og passagerkunder, siger Carsten Kjær, direktør i Smyril Line Cargo, til havnens nyhedssite.

Udvidet med to skibe

Byggeriet er ifølge Hirtshals Havn sat i gang her i februar, og planlægges færdigt i efteråret 2018, hvor Smyril Line tager de nye rammer i brug.

Smyril Lines færge ’Norrøna’ sejler med passagerer og fragt mellem Hirtshals, Tórshavn på Færøerne og Seyðisfjørð på Island, én gang ugentligt i vinterhalvåret og to gange om ugen i sommerhalvåret.

Inden for de seneste år har Smyril Line styrket sin position i Nordatlanten med indsættelsen af yderligere to skibe; de to palle/sideports-skibe, ’Hvitanes’ og ’Eystnes’, der besejler ruter mellem Tórshavn, Hirtshals og Skt. Petersborg.

Smyril Line anvender i dag samme terminalfaciliteter som Fjord Line, der har tre daglige kald i Hirtshals fra Vest- og Sydnorge. Den nordjyske havn rummer ydermere Color Lines to højkapacitets ro/pax-ruter til henholdsvis Kristiansand og Larvik samt to ugentlige kald på den rent ro/ro-baserede rute mellem Benelux og Sverige, opereret af Cobelfret.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078