23948sdkhjf

Vind bidrager markant til stærkt Ørsted-resultat

Offshore-vind får selskab af energilagring, solenergi og landvind i Ørsteds planer for fremtiden.

- 2017 har været et finansielt stærkt år for os. Vi har leveret det største driftsoverskud nogensinde og præsteret stærkt på tværs af vores forretningsområder, siger adm. direktør Henrik Poulsen.

Ebitda landede på 22,5 mia. kr., hvilket er 18 procent højere end i 2016, mens årets resultat endte på 20,2 mia. kr., hvilket er en markant forbedring i forhold til 2016.

Omsætningen faldt en smule fra 61,2 mia. kr. til 59,5 mia. kr.

Vedvarende energi - vind, sol og lagring
I 2017 øgede Ørsted andelen af vedvarende energi med 14 procent-point til 64 procent-point.

- Vi tog afgørende skridt imod at fuldføre vores strategiske omstilling til et grønt energiselskab. Vi fortsatte udbygningen af vores grønne energiproduktion fra havvind og biomasse, vi solgte vores olie- og gasforretning, og vi traf beslutning om at blive kulfri i 2023, siger Henrik Poulsen.

Målet er altså, at mindst 95 procent af den el og varme, Ørsted producerer i 2023, skal være grøn.

- Vi vil gøre vores forsyningsvirksomhed mere grøn, skabe et intelligent eldistributionsnet og forbedre kundernes oplevelse gennem digitalisering og innovation af vores produkter. Herudover arbejder vi på at udvide vores portefølje af langsigtede vækstoptioner inden for grøn energi. Vi har blandt andet etableret en ny enhed for at udforske projekter inden for energilagring og solenergi, og vi kigger ligeledes nærmere på markedet for landvind, siger Henrik Poulsen.

Wind Power en god forretning
Vindenergiforretningen har igen i år vist sig at være særdeles profitabel for Ørsted.

Indtjeningen i Wind Power steg med 74 procent til 20,6 mia. kr i 2017. Frasalgene af 50 procent af Walney Extension og Borkum Riffgrund 2 bidrog med 9,8 mia. kroner væsentligt til dette. Indtjeningen fra de producerende havvindmølleparker steg med 45%.

- 2017 blev også året, hvor vi vandt projekter i både Tyskland og Storbritannien, som beviser, at energi fra havvind nu kan bygges billigere end nyopførte kul- og gasfyrede kraftværker, siger Henrik Poulsen og tilføjer:

- Vi gør gode fremskridt inden for den strategiske ekspansion af vores havvindforretning. I november anbefalede et ekspertpanel under de taiwanske miljømyndigheder at vores fire havvindprojekter i Greater Changhua tildeles miljøtilladelse. I december indleverede vi vores første bud på et havvindmølleprojekt i USA. Buddet gælder Bay State Wind-projektet i Massachusetts, hvor vi ønsker at opføre en havvindmøllepark sammen med vores partner, Eversource Energy.

I de kommende år er det Ørsteds mål at fortsætte udbygningen inden for havvind. 

Forventninger til 2018
Ørsted forventer at fortsætte de gode takter i 2018.

EBITDA uden nye partnerskabsaftaler forventes at udgøre 12-13 mia. kr. i 2018, sammenholdt med 12,7 mia. kr. i 2017.

- Vi forventer fortsat at frasælge 50% af Hornsea 1 i enten anden halvdel af 2018 eller i 2019. Skulle salget ske i 2018 vil EBITDA inklusiv nye partnerskabsaftaler forventeligt være højere end 2017-niveauet på 22,5 mia. kr., oplyser Ørsted i regnskabsberetningen.

Bruttoinvesteringerne for 2018 forventes at udgøre 16-18 mia. kr. og afspejler et højt aktivitetsniveau relateret til havvindmølleprojekter, biomassekonvertering af Asnæsværket samt opsætning af fjernaflæste målere. 

Ørsted A/S
mio. kr. 2017 2016
Nettoomsætning 59.504 61.201
Ebitda 22.519 19.109
Driftsresultat 16.235 13.877
Resultat af fortsættende aktiviteter 13.279 12.161
Årets resultat 20.199 13.213
Egenkapital 71.837 57.500
Antal ansatte 5.638 5.775
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2017
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094