23948sdkhjf

Hård konkurrence om ikonisk kystrute

Offshorerederi melder sig ind i kampen om Hurtigruten og vil stille op med fire nybygninger

Den norske stat gransker i øjeblikket de indkomne tilbud på at drive verdens vel nok bedst kendte skibsrute, Hurtigruten langs den norske vestkyst fra Bergen i syd til Kirkenes i nord få kilometer fra den norsk-russiske grænse.

Koncessionsholderen har tidligere skullet stille med mindst 11 skibe for at kunne opretholde kravene om daglige anløb af samtlige havne på den 11 dages tur/retur-rutesejlads mellem de to yderpunkter. Dette massive tonnagekrav har hidtil dæmpet interessen for at byde ind for andre end den nuværende operatør, selskabet Hurtigruten AS.

Udbuddet til den kommende koncession, der gælder fra 2021 og ti år frem, er imidlertid nu opdelt i tre. Derfor er der reelt tre kontrakter, som kan bydes ind på: To på fire skibe samt en på tre skibe. Dette har ifølge en udtalelse fra den udbydende myndighed Samferdselsdepartementet skabt en hidtil uhørt interesse, hvor mellem fem og 10 rederier angivelige skulle overveje at byde ind.

Klar til at bygge skibe

Fristen for tilbudsgivning var 3. januar, hvorefter der ventes en afgørelse sidst i marts måned i år. Der er kun to rederier, udover Hurtigruten selv, der offentligt har meldt sig som interesserede.

Dels færgerederiet Color Line, der bl.a. sejler ud fra Hirtshals, samt dels holdingselskabet bag offshore-rederiet Havila Shipping, Havila Holding AS, som til formålet har dannet selskabet Havila Kystruten AS. Det vides således ikke om der også er danske interesser med blandt de bydende rederier.

Color Line har efterfølgende ikke meldt yderligere ud om deres interesse i udbuddet. Det har det norske offshore-rederi derimod. De har således offentliggjort en illustration af den serie på fire skibe, selskabet er klar til at sætte i værftsudbud, hvis de vinder en af de to kontrakter på fire skibe. Skibsdesignet er udført af det norske Havyard-værft.

De fire passagerskibe bliver således 125 meter lange og får en kapacitet på 700 passagerer, meddeler Havila Kystruten AS.

Holdingselskabet ejer ifølge fagmediet Skipsrevyen bl.a. også dele af det store norske indenrigsfærgerederi Fjord1 samt et af de nuværende Hurtigrute-skibe, ’Richard With’, der for nogle år siden blev afhændet af Hurtigruten på sale and lease back-vilkår.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093